Ledelsesgrundlag
Ledelsesgrundlag for skolerne i Svendborg Kommune.
Ledelsesgrundlag
Skoleledelse er gennem de senere år kommet i fokus som én af de væsentligste dimensioner i den fortsatte udvikling og forbedring af folkeskolen. Derfor er vi i Svendborg Kommune bevidste om betydningen af at skabe et godt grundlag for ledelsespraksis på alle niveauer i skolens pædagogiske processer.
Ledelsesgrundlaget for skoleområdet har et værdibaseret afsæt, der sigter på at fremme de værdier og målsætninger, der er af betydning i Svendborg Kommune og i samfundet generelt. Afsættet er skabt gennem dialogprocesser, der henter inspiration i lovgivning og politik, en fælles tilgang til ledelse inspireret af et systemisk perspektiv samt videnskabelig viden om skoleledelse.
Formål og fundament
Ledelsen af folkeskolerne i Svendborg Kommune tager et naturligt afsæt i de fire værdier; Helhed i opgaveløsningen, Borgerne i centrum, Læring og udvikling samt Trivsel, der bærer den kommunale ledelsespolitik. Dette gør vi aktivt med udgangspunkt i det fundament, der er rundlaget for skolens virksomhed - folkeskolens formål og Folkeskoleloven.
Med udgangspunkt i folkeskolens formål sætter vi elevens læring, dannelse og trivsel i centrum!
Grundlæggende betyder dette, at vi er ambitiøse i forhold til at skabe mangfoldige læringsmiljøer, hvor alle elever lykkes. Her har vi høje forventninger til os selv og vores omgivelser i forhold til det at skabe en skole, hvor den faglige læring går hånd i hånd med elevernes dannelse og trivsel.
Både den faglige læring, trivslen og dannelsen har som formål at understøtte elevens livsduelighed, sociale og faglige trivsel samt nysgerrighed og lyst til at lære mere. Vi forstår skolen som et sted, hvor eleverne dannes og får erfaringer med det at indgå i en globaliseret tidsalder og i et samfund med frihed og folkestyre, rettigheder og pligter. Derfor står vi som ledere også på tæer for at understøtte, at skolens læringsmiljøer fremmer lige muligheder for, at alle kan tilegne sig afgørende kompetencer.
Ledelse nedad
På skolerne i Svendborg Kommune betyder det, at:
- Vi sætter lys på didaktik og pædagogik og arbejder systematisk med forbedringer gennem læring og refleksion; for den enkelte, i de professionelle læringsfællesskaber samt i hele organisationen i en fortløbende proces.
- Vi leder og går foran i arbejdet med at skabe en bæredygtig kultur med demokratisk overskud.
Vi er åbne, lyttende og inddragende, når beslutninger træffes. - Vi fremmer, at skolens fagprofessionelle går nye veje, inddrager data og den nyeste forskning om
undervisning og pædagogik i den fortsatte udvikling af skolens samlede professionalitet.
Ledelse opad
På skolerne i Svendborg Kommune betyder det, at:
- Vi arbejder aktivt med de politiske og administrative beslutninger, som tages, og tager ansvar for at perspektivere og kvalificere de overordnede beslutninger.
- Vi viderebringer relevant viden i rette tid til kvalificering af beslutninger.
- Vi er modige og udfordrer fælles antagelser med blik for de større sammenhænge. Dette gør vi i
et fællesskab baseret på tillid og åbenhed, hvor alle tager et særligt ansvar.
Ledelse på tværs
På skolerne i Svendborg Kommune betyder det, at:
- Vi er en del af noget større og har et fælles ansvar for, at alle børn og unge i Svendborg Kommune lykkes. Ledelsesopgaven rækker således ud over skolen, afdelingen og kommunen.
- Vi er åbne for sparring, deltagelse og involvering og bidrager aktivt ind i de tværfaglige samarbejdsrelationer.
- Vi er transparente og forpligtede på hinanden og indgår fortsat i fælles læring og videndeling
med henblik på fortsat udvikling af skoleområdets opgaveløsning.
Ledelse udad
På skolerne i Svendborg Kommune betyder det, at:
- Vi er bevidste om, at det kræver en fælles indsats i det samlede lokalsamfund at uddanne og danne børn og unge til fremtiden.
- Vi understøtter aktivt den lokale sammenhængskraft ved at se skolens funktion som en del af den overordnede samfundsudvikling. Dette gør vi i samarbejde med både frivillige aktører, erhvervslivet og skolens familier med formålet om at skabe livsmuligheder for børn og unge.
- Vi ser det som en del af folkeskolens formål at arbejde aktivt for at åbne verden, både den lokale og den internationale omverden.
Ledelse indad
På skolerne i Svendborg Kommune betyder det, at:
- Vi er rollemodeller og må således være optagede af at udvikle og forbedre vores ledelsesprofessionalisme.
- Vi søger selvindsigt og tilstræber at lede med faglig og personlig integritet for det fælles bedste.
- Vi styrker organisationens positive energi ved at være opmærksomme på at bevare og forny egen energi og ressourcer.