Mangfoldige læringsmiljøer
Børne- og Ungeudvalget har i 2019 vedtaget en overordnet ramme for arbejdet på 0 til 18 års området, der hedder mangfoldige læringsmiljøer
I Svendborg Kommune har vi høje forventninger til vores skoler. Både til elever, personale, ledelse og forældre. Vi har rigtig gode skoler i Svendborg, der gør et fremragende arbejde, men det er et grundvilkår, at når det gælder arbejdet med børn og unge, så kommer vi aldrig helt i mål. Vi må altid stå på tæer og være optaget af fortsat udvikling.
Derfor har Børne- og Ungeudvalget vedtaget en overordnet ramme for arbejdet på 0 til 18 års området, der hedder mangfoldige læringsmiljøer.
Formål
Svendborg Kommune har en klar vision for læring og dannelse. Vores udgangspunkt er, at alle
børn bliver født med evner, ressourcer og potentialer. Det vil sige, at børn og unge skal respekteres for det, de er, og det de kan. Derfor har vi ambitioner på alle børns vegne og høje forventninger
til det, de kan og deres væsentlige bidrag til fællesskabet. Og vi arbejder for børns ret til et favnende dagtilbuds- og skoleliv, der har fokus på den enkeltes potentiale og progression samt trivsel, læring, udvikling og dannelse.
Samtidig er vi som kommune optaget af at udvikle mangfoldige læringsmiljøer og den enkeltes deltagelse i fællesskabet. Alle børn og unge, også børn med særlige behov, skal have mulighed for at
deltage i betydningsfulde og udviklende fællesskaber. Det har stor værdi og afgørende indflydelse
på børns og unges liv og livskvalitet både på kort og lang sigt (fra "Vision for Læring og Dannelse - for de 0-18 årige i Svendborg Kommune. Svendborg Kommunes Sammenhængende Børne- og Ungepolitik frem mod 2017").
Vi har som kommune en klar ambition om, at flest mulige forbliver i vores almene tilbud i det lokale
fællesskab. Det forudsætter, at alle parter hele tiden arbejder på at skabe robuste læringsfællesskaber, der ser mangfoldighed og diversitet som en ressource.
Samtidig skal det understreges, at der altid vil være børn, hvor et specialundervisningstilbud er den
rigtige løsning i en kortere eller længere periode. Men alle aktører omkring barnet skal hele tiden
været optaget af at undersøge og afprøve, om det er muligt at komme tilbage til et almentilbud.
Rammen for tænkningen i mangfoldige læringsfællesskaber er nedenstående figur, der illustrerer
den forventede fordeling af eleverne fremover:
Ramme for tænkning i mangfoldige læringsmiljøer
Skal vi som kommune lykkes med at få flere børn til at gennemføre deres skolegang i almentilbuddet, skal vi i endnu højere grad lykkes med at skabe sammenhængende, rettidige og forebyggende
indsatser for børn i udsatte positioner i dagtilbud, skoler og fritidstilbud. Der er derfor behov for en
endnu højere grad af systematisk indsats og samarbejde på tværs af hele Børne- og Ungeudvalgets område. Nærværende beskrivelse af arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer er den forpligtende ramme for dette samarbejde.
Mål
Læringsmiljøer af høj kvalitet i dagtilbud og skole skal føre til at:
- Børn og unge i Svendborg Kommunes dagtilbud og skoler får optimale muligheder for at trives, lære og udvikle sig mest mulig, sådan at der skabes grundlag for videre uddannelse, varig beskæftigelse og aktivt medborgerskab.
- Alle børn føler sig som en aktiv del af et fællesskab. Det vil sige, at alle børn bliver set og mødt med høje forventninger og passende udfordringer og med en grundlæggende respekt for, at de er ligeværdige medlemmer af fællesskabet.
- At forskellighed ses som en styrke. Det vil sige, at forskellighed opfattes som en ressource, der har værdi for alle, og at en differentieret børnegruppe styrker tolerance, empati og en anerkendende tilgang hos både børn og voksne.
- Alle børn og unge forbliver i det lokale almentilbud, så vidt det er mulig
Fælles tilgange
Arbejdet med at udvikle en inkluderende praksis handler om at gøre deltagelse i almenfællesskabet mulig, også for de børn og unge, der oplever udfordringer i forbindelse med deres deltagelse (Med inspiration fra Inkluderende fællesskaber i dagtilbud. Rådet for børns læring. 2014).
Det kræver fokus på den konkrete pædagogiske praksis med henblik på at udfordre normalitetsbegrebet (Fra PPR’s inklusionsforståelse på skoleområdet i Svendborg Kommune).
Mangfoldige læringsmiljøer fordrer dialog, samarbejde og gensidig tillid mellem børn, forældre, fagprofessionelle, ledelser og sektorer, der er kendetegnet ved følgende:
- Fælles mindset
Der arbejdes ud fra en fælles koordineret forståelse af og tilgang til arbejdet med at udvikle
og understøtte mangfoldige læringsmiljøer i de enkelte dagtilbud og skoler. Ledelserne stiller tydelige forventninger til alle involverede parter. - Forældrenes rolle
Forældre er aktive medspillere i forhold til at skabe og anerkende mangfoldige læringsmiljøer. Forvaltning, dagtilbud og skoler arbejder løbende med inddrage forældre og forældres
perspektiv. - Datainformeret indsatser
Arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer tager udgangspunkt i data. Der udpeges en
række relevante data, der løbende opdateres med henblik på at afdække og skabe fælles
viden om resultatet af dagtilbuddenes- og skolernes arbejde. - Forskningsinformeret
Arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer er forskningsinformeret. Alle aktører har kendskab til relevant pædagogisk og didaktisk forskning og bruger det som afsæt for udvikling af indsatser og indsatser og metoder. - Systematikker og strukturerer
Familieafdelingen, Dagtilbud, Skoleafdelingen, PPR samt dagtilbud og skoler arbejder løbende med at udvikle systematikker og støttestrukturer, der understøtter følgeskab, og at ingen medarbejdere står alene i arbejdet med mangfoldige læringsmiljøer. - Kompetencer
I samarbejde med PPR arbejder dagtilbud og skole løbende med at udvikle et mangfoldigt lærings- og udviklingsmiljø, herunder at inddrage specialpædagogisk viden i den pædagogiske praksis. Med udgangspunkt i professionelle læringsfællesskaber og praksisnær kompetenceudvikling arbejder dagtilbud og skoler med løbende at opbygge og udvikle relevante kompetencer. PPR og kommunens specialtilbud skal understøtte dette arbejde. - Tværfagligt og tværorganisatorisk samarbejde
Der er formaliseret chefsamarbejde og informationsflow på tværs af sektorer/forvaltninger. Der er formaliseret samarbejde mellem ressourcepersoner, ledere og ledelsesteam på tværs af sektorer - Fokus på udslusning
Alle parter, specialundervisningstilbud, PPR, skole m.v. skal løbende have fokus på muligheden for, at et barn kan komme fra specialtilbud og tilbage til et almentilbud. Det skal altid indgå som et element i barnets handleplan. - Samarbejde om overgange
Der er en formaliseret og systematisk samarbejde i forhold til overgangen mellem dagtilbud og skole samt skole og ungdomsuddannelse. - Økonomisk styring
De økonomiske tildelingsmodeller skal motivere og forpligte alle relevante sektorer, herunder PPR, til i fællesskab at samarbejde om at flest mulige elever i deres skoletid forbliver i almentilbuddet. De økonomiske tildelingsmodeller skal understøtte det enkelte dagtilbud og skoles mulighed for at arbejde med mangfoldige læringsmiljøer og segregeringsforbyggende tiltag.
Overordnet økonomisk ramme
Målsætning og pejlemærker realiseres inden for den nuværende økonomiske ramme