Fagpersoner
Tilbud til dig som fagpersoner
Tilbud til dig som fagperson
Kender du en ung, som har et forbrug af rusmidler, der bekymrer dig?
Er du fagperson og i kontakt med unge, der har problemer med rusmidler, kan du henvende dig i Rusmiddelrådgivningen. Vi giver råd og sparring fagperson til fagperson.
Vi tilbyder sparring og støtte til afklaring af hvilket tilbud den unge skal tilbydes samt vejledning til eventuel anden relevant hjælp til den unge.
Vi kan også tilbyde afklarende samtaler med den unge uden for Rusmiddelrådgivningen samt deltage i afklarende møder vedrørende den unge.
Gratis anonym rådgivning for alle 15-25 år
Kender du en ung der føler sig stresset, usikker, bange eller ensom?
Oplever den unge:
- At tankerne kører i ring
- At der er konflikter i familien
- Tristhed, modløshed eller angst
- Måske savner den unge bare en at snakke med?
- Unge er altid velkommen til at ringe eller sende en besked. Måske er der optaget, men vi vender hurtigst muligt tilbage.
Åben Anonym Rådgivning er for unge mellem 15-25 år bosiddende i Svendborg Kommune.
Tilbuddet gælder også til unge under 18 år fra enten Langeland Kommune og Ærø Kommune.
Åben Anonym Rådgivning er et forebyggende tilbud åbent for alle unge mellem 15-25 år. Der er ingen visitation til tilbuddet.
Det kan være en hjælp for nogle unge, at få hjælp til at kontakte Åben Anonym Rådgivning – eksempelvis hjælp til at sende en SMS eller ringe.
Hjælp til uddannelse
UU-Sydfyn vejleder og udfordrer alle unge med henblik på et optimalt valg af uddannelse og erhverv.
Alle unge har en UU-vejleder fra 7. klasse, og indtil du fylder 25 år eller har gennemført en ungdomsuddannelse.
Kender du en ung, der er i tvivl eller har spørgsmål vedr. uddannelse, kan I kontakte UU Sydfyn
Kender du en ung, der er udfordret i skolen?
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning er en tværfaglig rådgivningsinstans, som rådgiver dagtilbud, skoler og forældre om børn og unge mellem 0-18 år.
PPR's primære opgaver er i relation til Folkeskoleloven og Dagtilbudsloven.
PPR's primære opgave er at give almen og specialpædagogisk rådgivning, vejledning, undersøgelse og vurdering – samt give forslag til videre foranstaltning.
På særlige områder arbejdes med børn og unges trivsel, udvikling og læring i hjemmet.
PPR betjener Svendborg og Ærø Kommune og udfører Ergo- og Fysioterapiopgaver for Ærø, Langeland og Faaborg-Midtfyn Kommune.
Fremskudt Funktion er et tværsektorielt samarbejde mellem psykiatrien og kommunerne, som forebygger at børn og unge i mistrivsel står uden indsatser.
Fremskudt Funktion har til formål at forebygge, at børn og unge i mistrivsel står uden relevante indsatser, fordi de ikke tilhører målgruppen for psykiatrien og samtidig er svære at løfte for kommunerne uden den rette sparring fra psykiatrien.
Med afprøvning af en fremskudt funktion er det ønsket, at disse børn og unge, samt deres familier, oplever at kunne modtage hurtig hjælp i nærmiljøet med fokus på det enkelte barns behov for at kunne bevare tilknytningen til hverdagslivet.
Ca. en gang månedligt samles et sparringsteam bestående af regionale og kommunale medarbejdere. Det er her muligt for andre regionale og kommunale medarbejdere at bringe en sag op til drøftelse og vurdering af relevant og hensigtsmæssig videre indsats.
Målgruppen er børn og unge i alderen 6-18 år.
For yderligere information og henvendelse, skal du kontakte PPR i Svendborg Kommune.
Kender du en ung der er i problemer, eller er du bekymret for en ung?
SSP Svendborg arbejder med Forebyggelse, Tryghed og Trivsel.
Vores speciale er kriminalpræventive indsatser.
Formålet er at skærpe de unges opmærksomhed på at sige til og fra, og styrke de unges evne til at træffe bevidste valg omkring rygning og rusmidler.
Det er muligt at booke os til at holde oplæg om relevante problemstillinger, I oplever, fylder i hverdagen. I kan udfylde en formular her.
Vi er ikke døgnbemandet. Vi kan ikke tilbyde udryknings-, runderings- eller vagtopgaver.
Hvis du arbejder professionelt med børn og unge, så har du en skærpet underretningspligt.
Underretningspligten omfatter bl. a. offentligt ansatte som typisk er i kontakt med barnet/den unge i deres daglige arbejde f.eks. sundhedsplejersker, pædagoger, lærere, psykologer etc.
Arbejder du med en ung som er under 30 år og er ledig? Så kan de få råd og vejledning i Ungekontakten
Hvis man bliver ledig, er under 30 år, ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og vil søge hjælp til forsørgelse – uddannelseshjælp - skal man møde personligt op i Ungekontakten indenfor Svendborg kommunes åbningstider. Her vil man hurtigst muligt få en samtale med en uddannelsesrådgiver i Jobcenteret i Ungekontakten.
Efterfølgende vil man kunne søge uddannelseshjælp på nettet. Man får vejledning om dette i forbindelse med samtalen i Jobcenteret i Ungekontakten.
Hvis man bliver ledig, er under 30 år, har en erhvervskompetencegivende uddannelse og vil søge hjælp til forsørgelse i form af kontanthjælp, skal man bestille tid til en visitationssamtale i Jobcenter Svendborg, ved personligt fremmøde indenfor Svendborg kommunes åbningstider. Efter man blevet visiteret i Jobcenter Svendborg skal man straks efterfølgende møde personligt op i Borgerservice og søge om kontanthjælp hos en ydelsessagsbehandler.
Lev uden vold er Danmarks nationale enhed, der arbejder for at sikre mere og bedre hjælp til mennesker, der oplever vold i nære relationer. Det vil vi gøre med konkrete tilbud til voldtægtsofre, voldsudsatte og voldsudøvere, mere viden på området, øget opmærksomhed og mere debat i samfundet. Målet er, at ingen mennesker i Danmark skal udsættes for vold i fremtiden. https://levudenvold.dk/hjaelp-og-radgivning/
LGBT + Rådgivningen er Danmarks største og ældste politiske organisation for homoseksuelle, biseksuelle, transpersoner og andre, der bryder med normerne for køn og seksualitet. De kæmper for, at enhver kan leve sit liv i fuld overensstemmelse med sin identitet gennem rettigheder, trygge fællesskaber og social forandring – lokalt, nationalt og globalt. LGBT+ Danmarks rådgivning er for alle, der har spørgsmål om køn, krop eller seksualitet og ønsker at vende dem med nogen i et fortroligt rum.
Sabaah betyder “ny dag” eller “ny begyndelse” og er en forening, som arbejder for at forbedre vilkårerne for LGBT+-personer (blandt andre homo- og biseksuelle og transkønnede) med minoritetsetnisk baggrund.
Mindhelper er med til at guide unge gennem en svær tid. Det sker blandt andet ved at give de unge viden om mental sundhed, råd til at håndtere problemer, personlig hjælp i brevkassen og vejledning til mere hjælp, hvis man har brug for det.
LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade) tilbyder mange forskellige former for rådgivning. Du kan ringe til vores telefonrådgivning, chatte, sms'e eller maile med os, eller du kan komme ind til en personlig rådgivningsamtale i en af vores 5 lokale rådgivninger. Hvis du bor langt fra en rådgivning, kan du benytte dig af videorådgivning.
RedenUng er et rådgivningstilbud til dig, der oplever problemer i forbindelse med udveksling af intimitet og seksuelle ydelser (fx salg af sex, sugardating, byttesex, salg/udveksling af intime billeder, webcamsex, samt alt der kan komme før, under og efter en udveksling, som fx online-dating, uopfordrede henvendelser, sextortion, (digitale) grænseoverskridelser, stigmatisering mv.)
Headspace er nogen at tale med for alle børn og unge mellem 12 og 25 år. Man kan komme hos os i et af vores centre eller chatte med os for at dele tanker, som det er svært at dele med andre. Intet er for stort eller småt, og det er de unge, som bestemmer, hvad vi skal tale om. Headspace er desuden gratis og uforpligtende. Og man kan være anonym, hvis man ønsker det.
Novavi Ung Revers er et gratis tilbud til børn og unge under 25 år, som er vokset op i familier med misbrug. Du har mulighed for at få individuelle samtaler, gruppeforløb eller familiesamtaler