Til forældre og pårørende
Tilbud til dig som forælder og pårørende
Tilbud til dig som forælder og pårørende
Kender du en ung der er stresset, usikker, bange eller ensom?
Oplever den unge:
- At tankerne kører i ring
- At der er konflikter i familien
- Tristhed, modløshed eller angst
- Måske savner den unge bare en at snakke med?
Unge er altid velkommen til at ringe eller sende en besked. Måske er der optaget, men vi vender hurtigst muligt tilbage.
Åben Anonym Rådgivning er et GRATIS tilbud for unge mellem 15-25 år ,og deres forældre, bosiddende i Svendborg Kommune.
Tilbuddet gælder også til unge under 18 år fra enten Langeland Kommune og Ærø Kommune.
Åben Anonym Rådgivning er et forebyggende tilbud åbent for alle unge mellem 15-25 år. Der er ingen visitation til tilbuddet.
Det kan være en hjælp for nogle unge, at få hjælp til at kontakte Åben Anonym Rådgivning – eksempelvis hjælp til at sende en SMS eller ringe.
Hvis du er bekymret for et barn eller en ung, så har du pligt til at underrette kommunen
Vi har alle et ansvar overfor børn og unge, der udsættes for omsorgssvigt. Du har som borger, pligt til at kontakte de sociale myndigheder, hvis du får kendskab til omsorgssvigt af et barn eller en ung under 18 år.
Der kan f.eks. være tale vold, mistrivsel, nedværdigende behandling eller, at et barn eller en ung lever under forhold, som bringer dets sundhed eller udvikling i fare.
Kender du en ung, der har brug for vejledning om valg af uddannelse?
UU-Sydfyn vejleder og udfordrer alle unge med henblik på et optimalt valg af uddannelse og erhverv.
Alle unge har en UU-vejleder fra 7. klasse, og indtil du fylder 25 år eller har gennemført en ungdomsuddannelse.
Hvis du har en ung, der er i tvivl eller har spørgsmål vedr. uddannelse, kan I kontakte UU Sydfyn.
Kender du en ung der er i problemer eller er du bekymret for en ung?
SSP Svendborg arbejder med Forebyggelse, Tryghed og Trivsel.
Vores speciale er kriminalpræventive indsatser.
At forebygge kriminalitet og misbrug kræver en kollektiv indsats – med jer som forældre i en nøglerolle.
Et stærkt netværk omkring de unge skaber et sundt og trygt grundlag for de unge at stå på. Når de unge ved, at forældre taler sammen, har det en præventiv virkning på flere planer.
Gennem vores dialoger med de unge ved vi, at jeres interesse for, hvor og med hvem den unge opholder sig, opleves som en positiv interesse fra forældrenes side.
Vi er ikke døgnbemandet. Vi kan ikke tilbyde udryknings-, runderings- eller vagtopgaver.
Hvordan kan jeg støtte mit barn? Hvad med kontrol og tillid? Skal jeg sætte grænser?
Spørgsmål og dilemmaer kan være mange, når én man holder af har et problematisk forbrug af rusmidler.
Rusmiddelrådgivningen tilbyder individuelle pårørendesamtaler til forældre, søskende, kærester m.fl. Samtalerne har fokus på, at du kan kvalificere dine valg af handling, samt få konkret information om rusmidler, afhængighed, afgiftning og information om rusmiddelrådgivningens tilbud.
Er du pårørende til en ung der skader sig selv, eller er berørt af en spiseforstyrrelse?
Er du pårørende til en ung som har et udfordret forhold til mad, krop eller træning, eller påfører direkte fysiske skader på sig selv?
Åben Anonym Rådgivning i Svendborg er et tilbud til børn og unge, og deres forældre. Har du brug for råd, sparring eller hjælp?
Kender du en ung, der er udfordret i skolen?
Pædagogisk Psykologisk Rådgivning (PPR) er en tværfaglig rådgivningsinstans, som rådgiver dagtilbud, skoler og andre kommunale medarbejdere samt forældre om børn og unge mellem 0 og 18 år.
PPR's primære opgave er at arbejde med børn og unges trivsel, udvikling og læring.
På PPR arbejder konsulenter, psykologer, logopæder, ergoterapeuter og fysioterapeuter.
Alle dagtilbud og skoler i Svendborg og Ærø kommune betjenes af medarbejdere fra PPR, der kommer fast i det enkelte dagtilbud/skole.
PPR arbejder med undervisning, rådgivning, vejledning, undersøgelse, vurdering og korterevarende behandling.
PPR udfører åben rådgivning (1-2 samtaler) samt sagsarbejde efter skriftlig indstilling.
PPR arbejder under accept af og i tæt samarbejde med forældrene.
Kender du en ung som er under 30 år og er ledig? Så kan de få råd og vejledning i Ungekontakten
Hvis man bliver ledig, er under 30 år, ikke har en erhvervskompetencegivende uddannelse, og vil søge hjælp til forsørgelse – uddannelseshjælp - skal man møde personligt op i Ungekontakten indenfor Svendborg kommunes åbningstider. Her vil man hurtigst muligt få en samtale med en uddannelsesrådgiver i Jobcenteret i Ungekontakten.
Efterfølgende vil man kunne søge uddannelseshjælp på nettet. Man får vejledning om dette i forbindelse med samtalen i Jobcenteret i Ungekontakten.
Hvis man bliver ledig, er under 30 år, har en erhvervskompetencegivende uddannelse og vil søge hjælp til forsørgelse i form af kontanthjælp, skal man bestille tid til en visitationssamtale i Jobcenter Svendborg, ved personligt fremmøde indenfor Svendborg kommunes åbningstider. Efter man blevet visiteret i Jobcenter Svendborg skal man straks efterfølgende møde personligt op i Borgerservice og søge om kontanthjælp hos en ydelsessagsbehandler.
Lev uden vold er Danmarks nationale enhed, der arbejder for at sikre mere og bedre hjælp til mennesker, der oplever vold i nære relationer. Det vil vi gøre med konkrete tilbud til voldtægtsofre, voldsudsatte og voldsudøvere, mere viden på området, øget opmærksomhed og mere debat i samfundet. Målet er, at ingen mennesker i Danmark skal udsættes for vold i fremtiden. https://levudenvold.dk/hjaelp-og-radgivning/
LGBT + Rådgivningen er Danmarks største og ældste politiske organisation for homoseksuelle, biseksuelle, transpersoner og andre, der bryder med normerne for køn og seksualitet. De kæmper for, at enhver kan leve sit liv i fuld overensstemmelse med sin identitet gennem rettigheder, trygge fællesskaber og social forandring – lokalt, nationalt og globalt. LGBT+ Danmarks rådgivning er for alle, der har spørgsmål om køn, krop eller seksualitet og ønsker at vende dem med nogen i et fortroligt rum.
Sabaah betyder “ny dag” eller “ny begyndelse” og er en forening, som arbejder for at forbedre vilkårerne for LGBT+-personer (blandt andre homo- og biseksuelle og transkønnede) med minoritetsetnisk baggrund.
Mindhelper er med til at guide unge gennem en svær tid. Det sker blandt andet ved at give de unge viden om mental sundhed, råd til at håndtere problemer, personlig hjælp i brevkassen og vejledning til mere hjælp, hvis man har brug for det.
LMS (Landsforeningen mod spiseforstyrrelser og selvskade) tilbyder mange forskellige former for rådgivning. Du kan ringe til vores telefonrådgivning, chatte, sms'e eller maile med os, eller du kan komme ind til en personlig rådgivningsamtale i en af vores 5 lokale rådgivninger. Hvis du bor langt fra en rådgivning, kan du benytte dig af videorådgivning.
RedenUng er et rådgivningstilbud til dig, der oplever problemer i forbindelse med udveksling af intimitet og seksuelle ydelser (fx salg af sex, sugardating, byttesex, salg/udveksling af intime billeder, webcamsex, samt alt der kan komme før, under og efter en udveksling, som fx online-dating, uopfordrede henvendelser, sextortion, (digitale) grænseoverskridelser, stigmatisering mv.)
Headspace er nogen at tale med for alle børn og unge mellem 12 og 25 år. Man kan komme hos os i et af vores centre eller chatte med os for at dele tanker, som det er svært at dele med andre. Intet er for stort eller småt, og det er de unge, som bestemmer, hvad vi skal tale om. Headspace er desuden gratis og uforpligtende. Og man kan være anonym, hvis man ønsker det.
Novavi Ung Revers er et gratis tilbud til børn og unge under 25 år, som er vokset op i familier med misbrug. Du har mulighed for at få individuelle samtaler, gruppeforløb eller familiesamtaler
Måske ledte du efter ...
Tandpleje 16-22 år
Den forebyggende indsats og undersøgelser af dine tænder hos Tandplejen fortsætter for unge til de bliver 22 år.
SundSexSkolen
SundSexSkolen i Svendborg er undervisning af unge fra 7. til 10. klasse om sex og samvær.