Høns og andre dyr i byzone
Bor du i byen, og vil du holde høns eller andre dyr, skal du derfor være opmærksom på en række regler. Tag desuden en snak med dine naboer, før du går i gang med at etablere dyrehold.
Dyr er hyggelige, men ...
Det kan være hyggeligt at have dyr i baghaven, men høns, hunde og andre dyr kan også være kilde til støj-, lugt- og fluegener for dine naboer.
Derfor skal du overholde en række regler, hvis du vil holde dyr i byzone-, sommerhusområder og områder i landzone, der ved lokalplan er overført til boligformål eller blandet bolig- og erhvervsformål.
Høns
Én hane kan hurtigt blive til fem klager. Derfor har vi i Svendborg Kommune vedtaget regler for, hvordan du må holde høns i byzone:
- Du må højst have ti voksne fugle i et hønsehold eller andre fjerkræhold med fugle af samme størrelse som høns.
- Fuglene må ikke færdes frit. Derfor skal der etableres både hus og indhegnet gård.
- Eventuelle støjgener skal begrænses ved at holde fuglene inde i et mørklagt hus fra kl. 22.00 om aftenen til 07.00 om morgenen – lørdage, søndage og helligdage dog til kl. 08.00 om morgenen.
- Der skal være mindst 2,5 meter mellem skellet og eventuelle nyetablerede bygninger til fjerkræet og den indhegnede gård, medmindre der er etableret et tæt og solidt hegn i skellet.
- Hvis du skal etablere en bygning til fjerkræholdet, skal det leve op til kravene i bygningsreglementet.
- Fjerkræholdet må ikke give anledning til lugtgener hos naboerne. Derfor skal gødningen enten fjernes fra ejendommen, opbevares i lukkede beholdere, komposteres eller nedmuldes, men uden at det kan give anledning til at forurene grundvand, jord eller overfladevand.
- Foderet skal opbevares, så det ikke tiltrækker rotter.
Du kan læse reglerne i sin fulde længde nedenfor.
Vi anbefaler, at du tager en snak med dine naboer, før du går i gang med at etablere hønsehold, f.eks. om placeringen af hønsehus. Det kan forhindre konflikter senere.
Vi oplever, at især haner, der galer, kan give gener for naboerne.
Forskrift for fjerkræhold i Svendborg Kommune
Andre dyr
Se, om din grund ligger i byzone eller landzone
Ligger din grund uden for de røde eller gule skraverede områder, er den i landzone. De røde områder er byzone, og de gule er sommerhusområder.
Bemærk, at kortet kræver, at du accepterer funktionelle cookies.
Du kan finde din grund enten ved at zoome ind på kortet eller søge på din adresse. Hvis du vil søge, skal du trykke på det øverste ikon i venstre side og vælge adressesøgning.