Overvejer du solceller?
Find ud af, om solceller er en mulighed for dig, og hvilke regler du skal overholde, inden du opsætter solceller.
Solceller kan med fordel indtænkes, når du skal bygge nyt eller i forbindelse med renovering af en eksisterende bygning – særligt udskiftning af tag.
Solceller kan relativt enkelt sættes op på eksisterende tage, f.eks. på enfamiliehuse, carporte/garager, udhuse eller stuehuse.
Hvis du vil lægge solceller på et almindeligt parcelhus, kræver det i flere tilfælde ikke byggetilladelse eller landzonetilladelse.
Du skal dog være opmærksom på, om der på din ejendom er en lokalplan/byplanvedtægt eller tinglyste deklarationer der fastsætter særlige regler for tagmatriale eller specifikt om solceller.
Enfamiliehuse
Solceller på taget af eksisterende enfamiliehuse eller sekundær bebyggelse kan som udgangspunkt etableres uden byggetilladelse.
Solceller på taget af et eksisterende enfamiliehus eller sekundær bebyggelse under 50 m2 kan etableres uden krav om landzonetilladelse, uanset om solcellerne følger tagets hældning, eller opsættes på stativ.
Der gælder følgende betingelser:
- Bygningen med solceller skal overholde afstandslinjer efter naturbeskyttelseslovens §§ 15-19.
- Solcelleanlægget og bygningen skal overholde de bebyggelsesregulerende bestemmelser i BR18 kap. 8, f.eks. hvad angår højde og afstand til skel.
- Solcelleanlægget må ikke være i strid med eventuelle deklarationer.
- Solcelleanlægget må ikke være i strid med eventuel lokalplan.
- Bygningen ikke er fredet.
Hvis anlægget ikke er i strid med nogle af reglerne, skal du blot sende en mail, når anlægget er sat op, til BBR@svendborg.dk med oplysninger om anlæggets størrelse (m²) og ydelse (kW).
Erhvervsbyggeri (erhverv, landbrug, etageboliger)
Etablering af solcelleanlæg på eksisterende erhvervs- og landbrugsbygninger hører under
bygningsreglementets ombygningsvejledning Vejledning om ombygninger og brug af certificerede rådgivere i relation til ændring af BR18 d. 10. marts 2020.
Etablering af solcelleanlæg på eksisterende bygninger i denne kategori kræver ikke byggetilladelse, hvis følgende betingelser kan opfyldes:
- De eksisterende bærende konstruktioner ikke belastes med en last, som er mere end 5% af den samlede oprindelige belastning.
- Solcelleanlægget ikke ændrer på de brandmæssige forudsætninger (de må f.eks. ikke gå ind over en brandsektionsadskillelse eller dække for røgudluftninger eller
brandventilationsåbninger). - Bygningen med solceller overholder afstandslinjer efter naturbeskyttelseslovens §§ 15-19.
- Solcelleanlægget er ikke i strid med eventuelle deklarationer.
- Solcelleanlægget er ikke i strid med eventuel lokalplan.
- Bygningen ikke er fredet.
OBS. Som udgangspunkt vil de fleste solcelleanlæg, der etableres på landbrugsbygninger øge
lastpåvirkningen med mere end 5% og vil derfor kræve en byggetilladelse.
Eksempel: En bygning er opført med eternitplader som tagmateriale. Hvis eternitpladerne vejer 5 kg pr. kvm, må solcellerne veje 250 g pr. kvm for maks. at øge lasten med 5%.
I meget tunge tagkonstruktioner kan det være, at lastpåvirkningen ikke øges med mere end 5% (dette skal rådgiver/ejer selv stå inde for, og vi anbefaler derfor, at ejer får lavet en beregning, som kan bruges som evt. dokumentation).
Solcelleanlæg til produktionsvirksomheder (erhverv og landbrug), skal VVM-screenes jf. miljøvurderingslovens § 15. Dette er, uanset om det opføres på ny bebyggelse, eksisterende bebyggelse eller på terræn.
Hvis solcelleanlægget etableres i tilknytning til et enfamiliehus til eget privat forbrug, kræver det ikke VVM-screening, uanset om solcelleanlægget placeres på enfamiliehuset eller andre bygninger.
Kræver landzonetilladelse
Opsætning af solceller på stativ monteret på tag kræver landzonetilladelse, idet det vil øge bygningshøjden og eventuelt påvirke oplevelsen af landskabet (med undtagelse for driftsbygninger).
Kræver ikke landzonetilladelse
Solceller, som placeres på taget af driftsbygninger, er undtaget fra krav om
landzonetilladelse, uanset om det følger tagets hældning eller opsættes på stativ (idet
driftsbygninger er undtaget for krav om landzonetilladelse).
Solcelleanlæg kan uden krav om landzonetilladelse opsættes på tag af øvrige bygninger, så længe de følger tagets hældning og ikke opsættes på stativ.
Terræn
Solceller på terræn kræver ikke byggetilladelse, hvis:
- Anlægget har et areal på mindre end 40 kvm.
- Solcellepanelernes samlede højde på stativ ikke overstiger 1,8 m.
- Solcelleanlægget ikke er i strid med eventuelle deklarationer.
- Solcelleanlægget ikke er i strid med eventuel lokalplan.
- Solcelleanlægget overholder afstandslinjer efter naturbeskyttede naturbeskyttelseslovens
§§ 15-19.
Solcelleanlæg på terræn kræver ikke landzonetilladelse, hvis:
- Anlægget har et areal på mindre end 40 kvm.
- Anlægget placeres i nær tilknytning til eksisterende bebyggelse (maks. 20 m fra hovedbebyggelsen).
- Solcelleanlægget overholder afstandslinjer efter naturbeskyttelseslovens §§ 15-19.
Solcelleanlæg på terræn kræver altid landzonetilladelse, hvis anlægget er større end 40 kvm.
Man vil som udgangspunkt kunne forvente landzonetilladelse til et solcelleanlæg over 40 kvm, hvis det placeres maks. 20 m fra boligen, fremstår i visuel tilknytning til hovedbebyggelsen og ikke har en væsentlig påvirkning på naboer og landskabelige forhold.
Hvis solcelleanlægget placeres mere end 20 m fra hovedbebyggelsen, vil det altid kræve
landzonetilladelse, uanset størrelse. Det beror på en konkret vurdering, om man vil kunne opnå landzonetilladelse; herunder hensyn tilnaboer og landskabelige forhold. Der skal være en særlig god begrundelse for, at man meddeler landzonetilladelse til solcelleanlæg, som ligger mere end 20 m fra hovedbebyggelsen.
Store solcelleanlæg (driftsanlæg) vil som udgangspunkt være lokalplanpligtige, hvis de producerer mere strøm end til eget forbrug og medfører væsentlige ændringer i det bestående miljø. Grænsen vil typisk være 1 ha, men det skal vurderes i hvert enkelte tilfælde.
Hvornår skal man indbetale til Grøn Pulje?
Det fremgår af VE-lovens § 14, at opstilleren af et solcelleanlæg, der er omfattet af VE-lovens § 6, stk. 1, nr. 2-4, senest 14 hverdage efter første producerede kilowatt-time skal indbetale midler til en kommunal grøn pulje.
For solcelleprojekter gælder, at følgende solcelleanlæg er omfattet:
- Solcelleanlæg, som nettilsluttes på terræn og har en installeret effekt på 500 kW eller derover.
- Solcelleanlæg, som nettilsluttes på terræn og har en installeret effekt på 50 kW eller derover og under 500 kW, og som ligger i en afstand på 500 m eller derunder fra et andet solcelleanlæg på terræn på 50 kW eller derover, der enten er nettilsluttet eller har opnået en byggetilladelse, og hvor disse anlæg har en samlet installeret effekt på 500 kW eller derover.
- Solcelleanlæg, som nettilsluttes på taget af bygninger eller integreret i bygninger, som er opført med henblik på opsætning af solceller.
Bestil energitjek
Overvejer du varmepumpe, isolering, solceller på taget eller anden energioptimering? Vores lokale energivejleder kan give dig klarhed over, hvad der kan betale sig i lige netop dit hus.
Ret i BBR
Du skal selv opdatere oplysningerne om din ejendom, hvis du foretager ændringer, der ikke kræver byggetilladelse.
Hvilke regler gælder for min ejendom?
Som grundejer skal du være opmærksom på, at der kan gælde særlige regler for din ejendom. Det kan handle om alt fra farven på dit hus til antallet af kvadratmetre, du må bygge.
Når du ringer til Miljø og Tekniks hovednummer, vil du enten få en straksafklaring eller blive stillet videre til den rette afdeling. Du kan komme i kontakt med en sagsbehandler mandag eller torsdag.
Mandag | 09:00 - 15:00 |
---|---|
Tirsdag | 09:00 - 15:00 |
Onsdag | 09:00 - 15:00 |
Torsdag | 10:00 - 16:30 |
Fredag | 09:00 - 14:00 |
Lørdag | Lukket |
Søndag | Lukket |
Vil du kontakte os på skrift, anbefaler vi, at du benytter Digital Post.
Af sikkerhedsmæssige årsager bør du undgå personfølsomme eller fortrolige oplysninger i en almindelig mail.
Telefon
Når du ringer til Miljø og Tekniks hovednummer, vil du enten få en straksafklaring eller blive stillet videre til den rette afdeling. Du kan komme i kontakt med en sagsbehandler mandag eller torsdag.
Mandag | 09:00 - 15:00 |
---|---|
Tirsdag | 09:00 - 15:00 |
Onsdag | 09:00 - 15:00 |
Torsdag | 10:00 - 16:30 |
Fredag | 09:00 - 14:00 |
Lørdag | Lukket |
Søndag | Lukket |
Skriv sikkert til Byg
Vil du kontakte os på skrift, anbefaler vi, at du benytter Digital Post.
Send en almindelig mail
Af sikkerhedsmæssige årsager bør du undgå personfølsomme eller fortrolige oplysninger i en almindelig mail.