Merudgifter

Merudgifter for voksne

Merudgifter voksne - serviceloven §100

Har du varigt nedsat funktionsevne, kan du søge om tilskud til nødvendige merudgifter.

Hvem kan få støtte

Personer mellem 18 år og folkepensionsalderen med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne,  hvis konsekvenserne for den enkelte er af indgribende karakter i den daglige tilværelse. Og hvis det medrører, at der ofte må sættes ind med væsentlige hjælpeforanstaltninger.

Hvor høje udgifter skal man have, for at være omfattet af ordningen

For at være omfattet af ordningen, skal der foreligge sandsynliggjorte, nødvendige merudgifter på mindst 567 kr. om måneden, svarende til 6.804 kr. årligt (2021-takster).

Hvilke merudgifter kan man få tilskud til

Der kan søges om tilskud til merudgifter, der er nødvendige ved din daglige livsførelse. Det er en betingelse, at merudgiften er en konsekvens af den nedsatte funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i Serviceloven. 

Det er ikke muligt at lave en udtømmende liste over, hvilke merudgifter, der kan ydes tilskud til, men det kan fx være egenbetaling til medicin, udgifter til handicapbil, befordring, lægeordinerede diæter mv. 

Hvordan får man tilskud

Du kan ansøge om merudgiftsydelse for voksne via borger.dk