Merudgiftsgodtgørelser § 176
Her kan du læse Svendborg Kommunes retningslinjer for, hvornår der udbetales merudgiftsgodtgørelse efter Lov om Aktiv Beskæftigelsesindsats (LAB) § 176.
Hvad er merudgiftsgodtgørelse?
Merudgiftsgodtgørelse er et tilskud til dine udgifter, fx transport, når du deltager i et bestemt slags tilbud.
Hvem kan søge?
Du kan søge hvis du er:
- Modtager af kontanthjælp, uddannelseshjælp eller overgangsydelse
- Deltager i et jobafklaringsforløb
- Deltager i et ressourceforløb
- Ledig selvforsørgende der deltager i tilbud
- Ung under 18 år med behov for en beskæftigelsesfremmende indsats i Jobcentret.
Svendborg Kommunes retningslinjer for udbetaling af merudgiftsgodtgørelse
Du kan søge om at få udbetalt merudgiftsgodtgørelse, hvis du - efter aftale med Jobcentret - deltager i tilbud efter kap. 11 (virksomhedspraktik), kap. 13 (vejledning og opkvalificering) og kap. 14 (nytteindsats) i Lov om en Aktiv beskæftigelsesindsats. For at være berettiget til merudgiftsgodtgørelse, skal du have mellem 4 og 12 km fra din bolig og dit praktiksted (opmålt på krak som den korteste vej).
Hvis du har mindre end 4 km til praktiksted kan du ikke søge om merudgiftsgodtgørelse.
Hvis du har mere end 12 km kan du søge befordringsgodtgørelse (LAB §175).
Merudgiftsgodtgørelse udbetales kun for dage, hvor du er fremmødt i tilbud.
Hvad kan du få i merudgiftsgodtgørelse?
Du har mulighed for at vælge mellem 2 forskellige beregningsmetoder:
- Fast sats, hvor merudgiftsgodtgørelsen beregnes efter antal km. Her anvendes SKATs lave takst for skattefri kørselsgodtgørelse, der aktuelt udgør 1,10 kr. pr. km (2023)
- Faktiske udgifter mod forevisning af dokumentation*
*Dokumentation kan f.eks. være kopi af enkeltbilletter, dokumentation for rejser købt via app, eller udskrifter fra selvbetjening ved brug af rejsekort.
Merudgiftsgodtgørelsen kan maksimalt udgøre 1.000 kr. om måneden.
Merudgiftsgodtgørelse udbetales bagudrettet.
Merudgiftsgodtgørelse er skattepligtigt og kan have negativ indflydelse på din boligstøtte eller andre indtægtsafhængige ydelser.
Hvordan søger du?
Ansøgning om merudgiftsgodtgørelse sker ved at udfylde skemaet (se også link under 'Selvbetjening').
Hvis du ikke har mulighed for at vedhæfte dokumentation for faktiske udgifter, kan du efter aftale aflevere dokumentationen til din jobrådgiver.
Merudgiftsgodtgørelse udbetales for en måned ad gangen efter ansøgning. Merudgiftsgodtgørelse skal søges senest 1 måned efter at tilbuddet er afsluttet.
Klagemulighed
Du har mulighed for at klage over en afgørelse om merudgiftsgodtgørelse.
Du kan dog kun klage over, at retningslinjerne ikke er overholdt i din sag. Du kan ikke klage over selve retningslinjerne.
Hvis du ansøger om og ikke får bevilget merudgiftsgodtgørelse, får du et brev med afgørelsen. I brevet er der en klagevejledning, som beskriver hvordan og hvornår, du kan klage.