Priser til det frivillige sociale område
Beskrivelse af FrivilligSocialPrisen og RespektPrisen
Det frivillige sociale arbejde skal hyldes og fejres. Frivillige gør en uvurderlig forskel for socialt sårbare og udsatte mennesker. Derfor vil Senior-, Social- og Sundhedsudvalget i Svendborg Kommune igen uddele to priser til det arbejde, som frivillige løfter i de mange forskellige tiltag og aktiviteter rundt i hele kommunen. Med uddelingen af priserne sætter vi fokus på den forening, organisation eller gruppe og den frivillige, der skal have et ekstra stort skulderklap. Samtidig ønsker vi at synliggøre området og skabe en opmærksomhed omkring det frivillige sociale arbejde.
FrivilligSocialPrisen
Hylder en frivillig forening, organisation eller gruppe, der har gjort en særlig indsats i det frivillige sociale arbejde. Med prisen følger 5000 kr. til foreningen, organisationen eller gruppens videre arbejde.
RespektPrisen
Hylder en person i det frivillige sociale arbejde, der har gjort en ekstraordinær og/eller vedholdende frivillig indsats. Med prisen følger en personlig gave på 1000 kr. og en erindringsgave samt 2500 kr. til det videre arbejde i den forening, organisation eller gruppe, som prismodtageren er en del af.
Prisuddelingen sker i forbindelse med Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets fejring af det frivillige sociale område. Det sker lørdag den 28. september 2024 i Midtbyhallen. Alle, der er engageret i frivilligt socialt arbejde, er velkomne. Invitation til arrangementet kommer.
Indstil kandidater til priserne
Alle kan indstille kandidater til priserne. Vi håber, at du som frivillig, bruger, pårørende, medlem, bestyrelsesmedlem, formand eller andet har lyst til at være med til at bestemme, hvem priserne skal gå til, ved at indstille kandidater til priserne. Du kan godt indstille den forening eller gruppe, du selv er en del af.
Du kan indstille alle de kandidater, du ønsker, ved at benytte indstillingsskema nedenfor. Der er frist for indstillinger søndag den 1. september 2024.
Hvordan findes prismodtagerne
Alle de modtagne indstillinger behandles i et prisudvalg, der består af repræsentanter fra Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, Svendborg Kommune, Svendborg Frivilligråd og Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg. Prisudvalget udpeger prismodtagerne, som endeligt godkendes af Senior-, Social- og Sundhedsudvalget.
Har du spørgsmål eller brug for hjælp i forbindelse med indstilling, kan du kontakte Svendborg Kommunes brobygger på frivilligområdet, Bodil Kristensen på telefon: 24 76 00 49 eller mail: bodil.kristensen@svendborg.dk
Kriterierne for priserne
Priserne har hver især fokus på forskellige aspekter af det frivillige sociale arbejde. Centralt for dem begge er den særlige indsats, der gøres for mennesker, der af forskellige grunde er i en sårbar eller udsat situation.
FrivilligSocialPrisen
Kan modtages af en forening/organisation eller gruppe, der i deres frivillige sociale arbejde, i særlig grad har medvirket til et eller flere af følgende:
- Styrket trivslen og øget livskvaliteten for mennesker i en sårbar eller udsat situation
- Skabt grokraft for fællesskaber og modvirket ensomhed
- Øget engagementet og virkelysten for frivillige
- Igangsat en ny aktivitet, der har fokus på nye målgrupper eller nye udfordringer
- Udviklet nye måder at arbejde med eksempelvis rekruttering, synliggørelse, samarbejde eller andet
- Synliggjort kvaliteten ved eller værdien af det frivillige sociale arbejde
- Sat fokus på en overset problematik
- Fremmet samarbejdet i den frivillige sociale verden
Med prisen følger 5.000 kr. til foreningen/organisationen eller gruppens videre arbejde.
RespektPrisen
Kan modtages af en person i det frivillige sociale arbejde, der har gjort en ekstraordinær og/eller vedholdende frivillig indsats. Både personen, der har igangsat et nyt initiativ og personen, der har understøttet med en vedholdende indsats kan komme i betragtning til prisen.
Med prisen følger et personligt gavekort på 1.000 kr. og en erindringsgave samt 2.500 kr. til det videre arbejde i den forening/organisation eller gruppe, som prismodtageren er en del af.
Retningslinjer for tildeling af priserne
- Kommunes priser til det frivillige sociale område er stiftet af Social- og Sundhedsudvalget i 2019 til uddeling første gang i 2020:
- FrivilligSocialPrisen
Hylder en frivillig forening/organisation eller gruppe, der har gjort en særlig indsats i det frivillige sociale arbejde. - RespektPrisen
Hylder en person i det frivillige sociale arbejde, der har gjort en ekstraordinær og/eller vedholdende frivillig indsats.
- Svendborg Kommune har en frivilligpolitik ”Fællesskab og Frivillighed”, der overordnet har en ambition om et endnu mere fokuseret og målrettet samarbejde mellem kommunen og det frivillige sociale område. Frivilligpolitikken anerkender det frivillige sociale arbejde som en væsentlig del af den samlede sociale indsats i kommunen.
- Priserne til det frivillige sociale område skal medvirke til at sætte fokus på det frivillige sociale arbejde og har til formål at anerkende og synliggøre det frivillige sociale arbejde samt fremme det frivillige sociale engagement.
- Priserne uddeles en gang årligt i forbindelse med Senior-, Social- og Sundhedsudvalgets årlige fejring af det frivillige sociale område. Priserne uddeles til en forening/organisation, gruppe og enkeltperson, der har udvist et særligt engagement jf. kriterierne for priserne.
- FrivilligSocialPrisen består af et kontant beløb, der går til foreningen/organisationen eller gruppens fortsatte arbejde. RespektPrisen består af et personligt gavekort og erindringsgave samt et pengebeløb til den forening/organisation eller gruppe vedkommende er tilknyttet til det fortsatte arbejde.
- For at komme i betragtning til priserne skal foreningen/organisationen, gruppen eller personen indstilles. Indstillingen kan foretages af alle, der har en relation til og dermed et kendskab til den frivillige sociale aktivitet. Den indstillede forening/organisation, gruppe eller person skal have sit virke i Svendborg Kommune. Indstillingsskemaet skal anvendes i forbindelse med indstilling og findes på Svendborg Kommunes hjemmeside. Her findes også information om priserne og frister for indstilling. Det frivillige sociale område får direkte information om priserne og det sikres at priserne annonceres via relevante lokale/sociale medier.
- Alle indstillinger bliver behandlet af et prisudvalg, der består af repræsentanter fra Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, Svendborg Kommune, Svendborg Frivilligråd og Frivilligcenter og Selvhjælp Svendborg. Prisudvalget peger på kandidater til priserne og indstiller til Senior-, Social- og Sundhedsudvalget, der godkender kandidaterne.
- Priserne til det frivillige sociale område kan tildeles foreninger/organisationer, grupper og enkeltpersoner, der har sit frivillige virke inden for det sociale område eller arbejder med en social indsats.
Ved frivilligt arbejde forstås:
- at det udføres uden fysisk, retlig eller økonomisk tvang
- at det er ikke-lønnet
- at det udføres over for og er til gavn for andre end én selv og familie
- at det har en vis formel og organiseret karakter
Ved det sociale område forstås:
En frivillig social indsats kan bredt defineres som handlinger, der sigter på at give enkelt individer eller grupper en øget velfærd og omsorg.
Retningslinjer er udarbejdet af prisudvalget i 2019.