Skove og naturområder
Svendborg Kommune ejer over 40 skove og naturområder. Størstedelen af dem ligger tæt ved Svendborg by. De er åbne for publikum døgnet rundt, året rundt. Hunde er velkommen i snor
Vil du med en tur i skoven?
Vi ejer ca. 308 ha skov i alt. De fleste og største ligger i og meget tæt på Svendborg By. De giver byen en helt særlig værdi, og det har de gjort i mange år.
Skovene ligger som grønne oaser mellem bebyggelserne og danner smukke rammer omkring byen mod Sundet og langs indfaldsvejene.
Kulturspor fortæller om vores forfædre gennem flere tusinde år. Fra midten af 1800-tallet har skovene dannet rammen om forlystelser, og i dag bruges de flittigt af mange til gåture, naturoplevelser, motion og forskellige friluftsaktiviteter.
De fleste af vores skove er flere hundrede år gamle og rummer værdifuld natur og sjældne dyr som hasselmus, forårsferejer og sorte egern.
Hold hunden i snor
Din hund skal være i snor i alle kommunens naturområder og skove - undtagen Rødskebølle Hundeskov, tæt ved genbrugspladsen i Svendborg.
Løse hunde er et stort problem mange steder, da de ikke alene kan genere dyrelivet i skovene, men også være til gene for andre skovgæster - særligt børn.
Selvom din hund er sød og rar, kan den virke skræmmende på andre mennesker, og selvom din hund gerne må snakke med fremmede hunde, er det ikke sikkert, at de må snakke med din.