Gudbjerg

Om plejecentret

Gudbjerg Plejecenter er en del af Plejecenter Øst i Svendborg Kommune. Gudbjerg Plejecenter er bygget i 1952 og er blevet delvist ombygget i 2002 og igen i 2018. Plejecentret er beliggende i smukke landlige omgivelser.

Gudbjerg Plejecenter består af moderne lyse og tidssvarende boliger. Disse er henholdsvis inddelt i pleje-, demens- og ældreboliger.

På Gudbjerg Plejecenter har vi fokus på det gode hverdagsliv. Vi har fokus på at møde hinanden med smil og latter, da dette smitter.

I alle afdelinger har vi hyggelige opholdsstuer. Dem er man velkommen til at benytte sig af, både som beboer og pårørende. Derudover forefindes der en større fælles hyggestue, hvor der en gang i mellem samles beboere og pårørende til forskellige arrangementer.

På Gudbjerg Plejecenter bestræber vi os altid på at skabe et personligt og hjemligt miljø på vores fællesarealer. På Gudbjerg indtænker vi små aktiviteter i hverdagen. Der er meget forskel på hvad man som beboer ønsker og mestrer i forhold til aktivitet og socialt samvær. Vi er idrætscertificerede og derfor tilbyder vi 3 forskellige aktiviteter om ugen. Dette kan være i form af en gåtur, gulvdart, ballonspil eller noget helt andet. Her er det kun fantasien der sætter grænser. Ligeledes værner vi om traditioner og derfor nyder vi, når der er højtider vi kan fejre.

Vi har en Facebookgruppe for beboere og pårørende, hvor man kan følge med i de gode øjeblikke, der opstår både når det er hverdag og når der er fest.

På Gudbjerg Plejecenter har vi ligeledes et godt og tæt samarbejde med Gudbjergs Venner, der består af ildsjæle fra lokalområdet. Gudbjergs Venner kommer ofte forbi til en hyggelig snak, en gåtur i det fri, musik og sang eller anden underholdning. De deltager og hjælper også gerne, når beboerne på Gudbjerg Plejecenter skal på tur, eller vi holder fest i huset. I forbindelse med beboerfødselsdag kommer de altid på besøg med en buket blomster.

Om boligerne

Boligstørrelse: 48-68 kvadratmeter (inklusiv evt. fællesarealer)

Husleje og indskud: kontakt Domea.

Link til Domea

 

Gudbjerg Plejecenter består af i alt tre afdelinger.
Den ene afdeling rummer 10 mindre plejeboliger. Den anden afdeling rummer syv plejeboliger og den tredje afdeling rummer syv boliger tilegnet borgere med demenssygdomme.

Plejeboligerne er et-rums boliger, der varierer i størrelse fra 48 til 68 kvadratmeter.

Boligerne på 48 kvadratmeter er indrettet med en fælles sove - og opholdsstue, hvor der er plads til let møblering. Derudover er der en mindre mellemgang med skabe samt et badeværelse.
Der er udgang fra boligen til egen terrasse.

Boligerne på 68 kvadratmeter er indrettet med en stor fælles sove – og opholdsstue, hvor der er plads til at dele rummet med f.eks. skabe.
Herudover er der køkkenfaciliteter og et stort handicapvenligt badeværelse.
Der er udgang fra boligen til egen altan.

Fælles for alle afdelinger er, at der er fælles opholdsstue, hvor der skabes hygge og socialt samvær samt et bredt gangareal, der indbyder til træning.

Indflytning

Når en borger er visiteret til en plejebolig på Gudbjerg Plejecenter har denne og pårørende altid mulighed for at komme og se lejligheden forud for indflytning.

Det er vores vurdering, at det er rigtig godt, hvis lejligheden er indrettet med de møbler og de ting, som er betydningsfulde for borgeren, da overgangen fra en bolig til indflytning på Gudbjerg Plejecenter oftest vil foregå lettere – borgeren vil hurtigere falde til i boligen.

Vi vægter et godt samarbejde med borgeren og de pårørende højt, da vi mener det er grundlaget for at yde den bedste hjælp og støtte til borgeren.
Kontaktpersonen for borgeren, der flytter ind på Gudbjerg Plejecenter, vil derfor tilbyde en indflytningssamtale med borgeren og de pårørende. Dette med henblik på at lære borgeren og de pårørende bedre at kende, men ligeledes for at informere om dagligdagen, de tilbud, vi har på stedet samt afstemme forventninger til hinanden.

Borgeren tilbydes en servicepakke, som betaler den kolde forplejning, rengøringsmidler, aktiviteter m.v.

Den varme mad betales separat og tilberedes i vort eget køkken på Gudbjerg plejecenter.
Der er dagligt en hovedret samt en biret, som borgerne i høj grad har mulighed for at få indflydelse på. Menuen planlægges ca. en måned i forvejen, med afsæt i de ønsker borgerne kommer med.

Ved indflytning, skal borgeren underskrive en fuldmagt, så beløbet til servicepakken og den varme mad betales via træk i social pension.

Hverdagslivet

På Gudbjerg Plejecenter prioriterer vi borgerens hverdagsliv, således at borgeren udnytter de ressourcer denne har og borgeren kan leve et hverdagsliv med de ønsker denne måtte have til livet både inde på plejecenteret, men også i videst mulige omfang igennem de daglige aktiviteter, der planlægges på plejecenteret.

Vi prioriterer det at kunne komme udenfor rigtig højt. Derfor planlægger personalet ofte gåture og andre ture ud af huset med vores egen bus. Det er vigtigt for os, at borgerne i høj grad selv er med til at planlægge disse ture og ytrer deres ønsker til hvor turene skal gå hen. Det kan være ture, hvor vi har et reelt formål, indkøb eller seværdigheder, men det kan også være køreture ud i det blå, hvor vi pakker madkurven og lader chaufføren bestemme destinationen.

Vi har ligeledes en duocykel, som vi benytter til at cykle sammen med borgerne i nærområdet – dette styrker både borgernes egne ressourcer og medvirker til at øge livskvaliteten i form af skønne, nærværende oplevelser samt aktivitet.

Borgerne er med til at vælge den mad, der serveres på Gudbjerg Plejecenter. Vi har vort eget køkken, der tilbereder alle måltider efter borgernes ønsker. Gælder der særlige forhold omkring ernæring er dette ligeledes noget, vi imødekommer og indretter madlavningen efter.

Grundlæggende er det et vigtigt princip på Gudbjerg Plejecenter, at borgerne bibeholder deres ret til selvbestemmelse, er aktive i det omfang, de kan i løbet af hverdagen. Det fagligt uddannede personale arbejder således målrettet med udelukkende at understøtte og kompensere borgerne i det omfang, hver person individuelt har behov for det.

Plejecenterråd

Vedtægter for plejecenterråd på plejecentre i Svendborg Kommune

 

1. Navn og hjemsted               

Rådets navn er "Plejecenterråd på plejecentre i Svendborg Kommune."

Plejecenterråd, er et partipolitisk neutralt samarbejdsorgan, har hjemsted i Svendborg Kommune, og tilknyttet et specifikt plejecenter.

 

2. Lovgrundlag 

I henhold til lov om social service Kap. 5, § 16:

Kommunalbestyrelsen skal sørge for, at brugerne af tilbud efter denne lov får mulighed for at få indflydelse på tilrettelæggelsen og udnyttelsen af tilbuddene. Kommunalbestyrelsen fastsætter skriftlige retningslinjer for brugerindflydelsen.

                       

3. Formål               

Plejecenterråd er en måde at styrke samskabelse af kvalitet og trivsel på plejecentret. En forudsætning for et godt og værdigt ældre liv er, at man som beboer og pårørende på plejecenter har mulighed for at udøve

indflydelse på sin hverdag og på de værdier, normer og prioriteringer, der praktiseres på plejecentret.

Plejecenterrådet skal bidrage til at fremme det lokale demokrati på plejecentret og sikre, at såvel beboere og pårørende som lokalsamfund involveres i beslutninger, der påvirker deres liv og hverdag.

Plejecenterrådet kan fremme sammenhængskraften og være en konstruktiv inspiration, som kan bidrage med perspektiver og drivkraft og således være med til at sikre åbenhed og lokal involvering på landets

plejecentre.

Konkret kan plejecenterrådet gennem dialog med og anbefalinger til den lokale ledelse medvirke til:

  • At understøtte et værdigt liv som beboer på plejecentret
  • At skabe et godt hverdagsliv på plejecentret til gavn for beboere, pårørende og medarbejdere
  • At øge sammenhængskraften i lokalområdet gennem systematisk dialog mellem plejecenter og repræsentanter fra lokalsamfundet.

Social- og Sundhedsudvalget ønsker at skabe et beslutningsforum for dialog mellem brugere, pårørende, det lokale erhvervs- og kulturliv og Svendborg Kommune.

Ved at inddrage det lokale erhvervs- og kulturliv får det enkelte plejecenter muligheder for at styrke samskabelse i lokalområdet. Ved at etablere plejecenterråd kan vi være med til at skabe et stærkt fundament for det lokale liv. Et plejecenterråd vil skabe samarbejde, samhørighed og mulighed for udvikling i nærmiljøet og understøtte masterplanens mål om, at Fremtidens ældre liv skaber vi sammen.

 

Det er grundlæggende i det brede samarbejde, at vi finder de bedste løsninger for beboere på plejecentre. For at sikre veldrevne og attraktive plejecentre, er ældreområdet forpligtet til og afhængige af at inddrage beboere, pårørende, frivillige og lokalsamfund i beslutninger for retningen på plejecentret. Et plejecenterråd kan være en mulighed for at systematisere og sikre samarbejdet med en bred gruppe af interessenter. Plejecenterrådene skal have en betydende stemme, når dagligdagen og mulighederne på det enkelte plejecenter skal besluttes.

Ved at etablere en fast struktur som et plejecenterråd er, sikrer vi kontinuerligt fokus på, at vi skal samarbejde. Et plejecenterråd er et forpligtende samarbejde, hvor nye ideer og tanker kan opstå.

Formålet med et bredere funderet plejecenterråd er kvalitetsudvikling og innovation på de enkelte plejecentre. Hvor fx det lokale foreningsliv kan tænke alternative løsninger med bygninger, events, opvisninger osv. til gavn for både borgere i nærmiljøet og beboere på plejecentret.

 

4. Arbejdsområder

Plejecenterrådet beskæftiger sig med emner, der er relevante for kvalitet og trivsel. Plejecenterrådet er ikke ansvarlig for kontrol, tilsyn og regelgennemgang.

Plejecenterrådet beskæftiger sig blandt andet med følgende emner:

  • Kvalitet og udvikling
  • Beboernes mulighed for selvbestemmelse og indflydelse
  • Samarbejde med pårørende
  • Plejecentrets værdier og kultur
  • Hverdagsaktiviteter og måltider

Herudover kan rådet identificere andre relevante emner.

Plejecenterrådet kan ikke få indflydelse på emner forbeholdt lederen, fx konkrete personaleforhold. Det ligger også uden for plejecenterrådet domæne at indstille til ansættelse og afskedigelse af både leder og medarbejdere.

Kompetencer, der efterspørges i et plejecenterråd, er først og fremmest lysten til at skabe og udvikle kvalitetsplejecentre med gode tilbud, nærvær og omsorg. Et plejecenterråd skal støtte plejecentrets ledelse i at drive et fagligt og professionelt plejecenter.

Derudover lysten til at tænke nyt og kreativt i plejecentrets nærmiljø. Ældreområdet vil gerne, og har brug for, kreative og nytænkende muligheder og ideer.

Det er ikke et krav at medlemmer af rådet besidder sundhedsfaglige kompetencer. Det er netop forskelligheden, andre kompetencer og ”andre øjne” på et plejecenter, der skal højne kvaliteten.

Plejecenterrådet spiller en vigtig rolle, når der skal ansættes ny leder på plejecentret, hvor rådet er repræsenteret med en deltager.

Plejecenterrådet har ellers ikke indflydelse på personaleforhold, ansættelser og afskedigelser af medarbejdere.

    

5. Sammensætning          

Der etableres ét plejecenterråd på hvert plejecenter. Plejecenterrådet sammensættes fx således:

  • 1-2 beboere til rådet
  • 1-2 pårørende til beboere på plejecentret
  • 1 medarbejderrepræsentant
  • 1 repræsentant udpeget af kommunens seniorråd
  • 1-2 repræsentanter fra civilsamfund eller foreningsliv i lokalsamfundet
  • 1-2 repræsentanter fra det lokale kulturliv eller erhvervsliv
  • Sektionsleder for plejecentret

 

6. Virke

Der afholdes minimum 4 årlige møder i plejecenterrådet samt et årligt fællesmøde, hvor beboere og pårørende inviteres til dialog om hverdagen på plejecentret. Herudover kan plejecenterrådet selv foranstalte yderligere møder eller aktiviteter, fx arrangementer for beboerne og lokalsamfundet.

Plejecenterrådet er beslutningsdygtigt, når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede. Alle beslutninger træffes ved simpelt stemmeflertal. Ved stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Medlemmerne kan kun deltage i plejecenterrådets beslutninger, når de personligt er til stede.

Der føres beslutningsreferat over plejecenterrådets beslutninger. I beslutningsreferatet anføres for hvert møde, hvilke personer der har været til stede. Den lokale ledelse kan stå for udarbejdelse af dagsorden og referat, hvis opgaven ikke kan varetages af andre i plejecenterrådet.

 

7. Valg, valgbarhed og udpegning

Plejecenterrådets medlemmer vælges eller udpeges for en 2-årig periode:

Pårørende og beboere vælges så vidt muligt af beboerne. Valgbare er alle beboere på plejecentret og alle pårørende til beboere på plejecentret. Lederen af plejecentret indkalder til valgmøde, hvor valget foregår. Beboere har hver to stemmer (en eventuel værge kan stemme på beboerens vegne). Hver beboer kan stemme på henholdsvis en beboerrepræsentant og en pårørenderepræsentant. Så vidt muligt skal der på valgmødet vælges suppleanter for beboere og pårørenderepræsentanter. En pårørende, hvis beboer fraflytter plejecentret eller afgår ved døden i perioden, kan blive siddende i rådet perioden ud, men kan ikke genopstille efter perioden.

 

Medarbejderrepræsentanten vælges af medarbejderne. Alle fastansatte medarbejdere er valgbare. Alternativt kan det besluttes, at medarbejderrepræsentationen udgøres af tillidsrepræsentanten eller

arbejdsmiljørepræsentanten.

Seniorrådet udpeger selv en repræsentant til plejecenterrådet.

Repræsentanter fra civilsamfundet/foreningslivet, erhvervsliv og kulturliv udpeges af plejecenterledelsen. Administrationen i kommunen bør være behjælpelig med at identificere relevante repræsentanter og rette

henvendelse til disse samt eventuelt annoncere efter kandidater i lokale medier.

Udtræder et medlem af rådet i utide udpeges eller vælges et nyt medlem, jf. ovenstående procedure.

Hvis det ikke kan lade sig gøre at rekruttere repræsentanter inden for hver kategori, jf. punkt 5, kan plejecenterrådet etableres med færre medlemmer.

Medlemskab af plejecenterrådet er frivilligt og ulønnet. Der udbetales ikke diæter, vederlag eller kørselsgodtgørelse til rådsmedlemmer for deltagelse i rådets aktiviteter.

 

8. Konstituering

Plejecenterrådet konstituerer sig på det første møde og vælger formand og sekretær.

Plejecenterrådet udarbejder sin egen forretningsorden, der bør beskrive:

  • Mødernes varighed
  • Mødested
  • Procedure for ekstraordinære møder
  • Retningslinjer for udarbejdelse af dagsorden
  • Retningslinjer for udarbejdelse af referat og udsendelse
  • Hvordan der foretages ny konstituering, hvis formanden udtræder i en valgperiode

 

9. Økonomi

Plejecenterrådet har ikke selvstændig økonomi. Udgifter til mødeafholdelse og eventuelle arrangementer afholdes inden for plejecentrets økonomiske ramme.

 

10. Ikrafttræden               

Nærværende vedtægter er lavet pga. af Social-og Sundhedsudvalget beslutning om implementering af plejecenterråd pr. 1. januar 2024.  

Tilsyn og smileys

Plejecenteret er underlagt tilsyn af forskellige myndigheder.

Hvert år kommer der uanmeldt tilsyn fra Svendborg Kommunes myndighedsafdeling, som vurderer plejecenteret ud fra Sundhedsstyrelsens krav.

Plejecentret er underlagt krav om hygiejne og forsvarlig omgang med fødevarer, så det lever op til Fødevarestyrelsens krav. Dette betyder, at der kan komme uanmeldt besøg, når fødevarestyrelsen ønsker at kontrollere det. På baggrund af et sådant besøg vil fødevarestyrelsen udfærdige en rapport med smiley.

Desuden planlægger Arbejdstilsynet fra tid til anden rutinemæssige besøg på alle arbejdspladser, hvilket betyder, at Gudbjerg plejecenter ligeledes kan forvente uanmeldt besøg fra disse.

Link til Fødevarestyrelsens rapporter

Link til kommunale tilsyn

Kontakt

Gudbjerg Plejecenter
Byvej 27
5892 Gudbjerg


Sektionsleder
Camilla Gerster
Telefon: 62 23 43 13
Træffetid: Alle ugens hverdage.