Aflastning og afløsning
Du har mulighed for at søge om aflastning eller afløsning, hvis en af dine pårørende har en fysisk eller psykisk nedsat funktionsevne.
Hvis du som ægtefælle, forælder eller anden nær pårørende passer et familiemedlem, der har behov for pleje, kan du søge om aflastning eller afløsning.
Det er kommunen, der efter en individuel vurdering, afgør om, der er et behov for aflastning eller afløsning.
Aflastning og afløsning - hvad er det?
Aflastning er et midlertidigt dag-, aften- eller døgnophold væk fra hjemmet.
Aflastningsophold kan for eksempel gives i familiepleje, bofællesskaber, aflastningsboliger, på institutioner og gæsteboliger på plejehjem. Der er forskellige typer af aflastning afhængigt af målgruppen. Der tages hensyn til blandt andet barnets/ borgerens alder, situation og fagligheden i aflastningstilbuddet.
Afløsning er hjælp i hjemmet, hvor du som plejer afløses af en anden.
Afløsning kan både bestå af hjælp og støtte til nødvendige opgaver i hjemmet samt hjælp til personlig pleje og omsorg. Afløsning i hjemmet gives med henblik på, at de samboende pårørende kan udføre praktiske gøremål ude af hjemmet eller indgå i sociale aktiviteter.
Sagsbehandlingsfrist
Ved akutte situationer behandles ansøgningen omgående. I øvrige situationer skal der påregnes en sagsbehandlingstid på omkring 4-8 uger.