CSR - samfundsansvar
CSR - samfundsansvar
I Svendborg Kommune ønsker vi at have fokus på eget og samarbejdspartneres generelle samfundsansvar, når vi indkøber varer og tjenesteydelser. Derfor forpligter vi vores leverandører og underleverandører på at udvise samfundsansvar som formuleret i de konventioner, der ligger til grund for FN's 10 Global Compact-principper. Det sker i praksis ved, at leverandøren og eventuelle underleverandører forpligter sig til at overholde principper og krav om:
- Menneskerettigheder
- Arbejdstagerrettigheder
- Miljø
- Anti-korruption
Svendborg Kommune har mulighed for at kontrollere, om forpligtelserne er opfyldt ved at kræve dokumentation.
Forpligtelsen gælder også entreprenører og underentreprenører på bygge- og anlægsarbejder med en kontraktværdi over 3 mio. kr.
Læs mere om reglerne
Kontraktbilaget indgår som en del af kontraktgrundlaget på indkøb af varer og tjenesteydelser over 500.000 kroner og bygge- og anlægsarbejder over 3 mio. kroner
Kontraktbilag om Entreprenørens samfundsansvar (CSR)
1. Formål og generelle krav
Svendborg Kommune ønsker fokus på eget og samarbejdspartneres samfundsansvar, når konkrete opgaver udføres. Derfor forpligter Leverandøren sig ved opfyldelsen af kontrakten til at udvise samfundsansvar som formuleret i de konventioner, der ligger til grund for FN´s 10 Global Compact-principper. Dette sker i praksis ved, at Leverandøren, og eventuelle underleverandører, forpligter sig til at overholde kravene i nærværende bilag.
Principperne i FN`s Global Compact omhandler:
- Menneskerettigheder
- Arbejdstagerrettigheder
- Miljø
- Anti-korruption
2. Leverandørens ansvar og forpligtelse
Leverandøren, og eventuelle underleverandører, er alene forpligtet til at overholde kravene efter dette bilag ved opfyldelsen af Kontrakten, dvs. det leverede i forbindelse med den aktuelle opgave.
Ved vurderingen af om Leverandøren kan holdes ansvarlig for en opfyldelse af Kontrakten, som strider mod kravene i dette bilag, lægges der bl.a. vægt på, om Leverandøren har udvist nødvendig omhu i forhold til tilrettelæggelse af egne serviceydelser og/eller produktionsprocesser eller -metoder. Der lægges endvidere vægt på, i hvilket omfang Leverandøren ved sin adfærd i forbindelse med opfyldelse af Kontrakten har kunnet påvirke opfyldelsen i øvrigt, herunder valg af underleverandører eller ved valg af dele til det leverede.
Leverandøren hæfter for sine underleverandørers varer, tjenesteydelser og bygge- og anlægsarbejder efter dette bilag på ganske samme vis som for sine egne forhold.
2.1. Krav til Leverandøren - menneskerettigheder
Leverandøren forpligter sig til enhver tid at overholde gældende lovgivning og regulering, der forbyder forskelsbehandling på baggrund af race, hudfarve, køn, religion, politisk overbevisning, nationalt tilhørsforhold eller tro, politiske anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.
Leverandøren forpligter sig ved opfyldelsen af Kontrakten således til at overholde grundlæggende menneskerettigheder, som fastlagt i princip 1 og 2 i FN`s Global Compact, og som dette bl.a. er kommet til udtryk i ILO konvention nr. 100 (1951) om ligeløn og nr. 111 (1958) om diskrimination.
2.2. Krav til Leverandøren – arbejdstagerrettigheder
Leverandøren forpligter sig til at overholde grundlæggende menneskerettigheder, hvilket bl.a. indebærer, at det leverede og dele heraf;
- Ikke er produceret i strid med det generelle forbud mod tvangsarbejde, jf. bl.a. ILO-konvention nr. 29 (1930) og nr. 105 (1957);
- Ikke er produceret i strid med det generelle forbud mod børnearbejde, jf. bl.a. ILO-konvention nr. 138 (1973) og nr. 182 (1999);
- Er produceret under forhold, hvor det generelle princip om retten til organisationsfrihed og retten til kollektive forhandlinger er sikret, jf. bl.a. ILO-konvention nr. 87 (1948), nr. 98 (1949) og nr. 135 (1971);
- Er produceret under forhold, hvor det generelle princip om retten til rimelig aflønning er overholdt, jf. bl.a. ILO-konvention nr. 26 (1928) og nr. 131 (1970) og kriterium 8 fra Social Accountability 8000;
- Er produceret under forhold, hvor det generelle princip om retten til rimelige arbejdstider er overholdt, jf. bl.a. ILO-konvention nr. 1 (1919) samt kriterium 7 fra Social Accountability og ILO-konventionens nr. 30 (1930); og
- Er produceret under forhold, hvor det generelle princip om retten til et sikkert og sundt arbejdsmiljø er overholdt, jf. bl.a. ILO-konventionens nr. 155 (1981) og kriterium 3 fra Social Accountability 8000.
Leverandøren forpligter sig ved opfyldelsen af Kontrakten således til at overholde grundlæggende arbejdstagerrettigheder som fastlagt i princip 3,4,5 og 6 i FN`s Global Compact.
2.3. Krav til Leverandøren - Miljø
Leverandøren forpligter til at værne om natur og miljø, således at samfundsudviklingen kan ske på et bæredygtigt grundlag med respekt for menneskets livsvilkår og for bevarelse af dyre- og planteliv. Leverandøren skal ved produktion og levering af de aftalte ydelser tilstræbe;
- At forebygge og bekæmpe forurening af luft, vand, jord og undergrund samt vibrations og støjulemper;
- At anvende hygiejnisk begrundende processer af betydning for miljøer og for mennesker;
- At begrænse brugen og spild af råstoffer og andre ressourcer;
- At fremme anvendelsen af renere teknologi; og
- At begrænse problemer i forbindelse med bortskaffelse af affald.
Der lægges vægt på, hvad der er realistisk at opnå, når den bedste tilgængelige teknik benyttes, herunder mindre forurenende råvarer, processer og anlæg og de bedst mulige forureningsbekæmpende foranstaltninger.
Leverandøren forpligter sig ved opfyldelsen af Kontrakten således til at overholde princip 7,8 og 9 i FN`s Global Compact. Det betyder, at Leverandøren skal overholde de specifikt fastlagte krav til produktets egenskaber og de eventuelt fastlagte minimumskrav til miljø og energi.
2.4. Anti-korruption
Endelig dom for korruption i kontraktperioden anses som væsentlig misligholdelse af Kontrakten.
Korruption defineres som:
- Aktiv bestikkelse som defineret i henholdsvis art. 3 i Rådets retsakt af 26. maj 1997 og art. 3, stk. 1, i Rådets fælles aktion 98/742/RIA, og
- Alle tilfælde af misbrug af betroet magt med henblik på at opnå en fordel, f.eks. passiv bestikkelse, underslæb, bedrageri, mandatsvig og embedsmisbrug.
Leverandøren forpligter sig ved opfyldelsen af Kontrakten således til at afholde sig fra alle former for korruption som fastlagt i princip 10 i FN`s Global Compact.
Svendborg Kommune kan vælge, ikke at ophæve Kontrakten såfremt Svendborg Kommune vurderer, at ophævelsen ikke er proportional med Leverandørens handlinger. Svendborg Kommune kan i vurderingen, bl.a. lægge vægt på hvilke tiltag Leverandøren har igangsat med henblik på at forhindre gentagelse, samt i hvilket omfang Leverandørens procedurer på tidspunktet for fejlen har været utilstrækkelige.
3. Dokumentation
Leverandøren er forpligtet til at fremsende dokumentation for, at kravene efter punkt 3 er overholdt, såfremt Svendborg Kommune skriftligt anmoder herom. Dette kan indebære:
- Erklæring fra Leverandørens ledelse om, at Leverandøren ved opfyldelsen af Kontrakten løbende sikrer overholdelsen af de nævnte krav.
- Beskrivelse af de praktiske tiltag, som Leverandøren har gennemført for at sikre overholdelsen af kravene. Beskrivelsen kan omfatte en fremstilling af påtagne forpligtelser, implementerede systemer og andre iværksatte tiltag. Leverandøren er på Svendborg Kommunes anmodning forpligtet til at deltage i opfølgende møder herom, herunder at indberette opdaterede beskrivelser af praktiske tiltag.
- Beskrivelse af resultatmålinger, hvori det beskrives, hvordan resultatet af iværksatte tiltag måles. F.eks. kan standarder som Global Reporting Initiative`s (GRI) Sustainability Reporting Guidelines anvendes, eller Leverandøren kan udarbejde en såkaldt ”Communication On Progress” (COP), der er offentliggjort på FN`s Global Compact hjemmeside.
Anmodning om dokumentation m.v. skal være Svendborg Kommune i hænde senest 5 arbejdsdage efter, at Svendborg Kommunes anmodning er afsendt, medmindre andet konkret aftales. Fristen kan dog maksimalt forlænges til 10 arbejdsdage. Leverandørens, og evt. underleverandørers) omkostninger ved udarbejdelse og fremsendelse af dokumentation m.v. er Svendborg Kommune uvedkommende. Dokumentation skal fremsendes på dansk eller engelsk.
4. Procedure ved begrundet mistanke om manglende overholdelse af samfundsansvar
Såfremt der opstår begrundet mistanke om, at kravene i afsnit 3 ikke er overholdt, skal Leverandøren efter Svendborg Kommunes skriftlige anmodning sende en skriftlig redegørelse inkl. dokumentation for:
- Under hvilke processer og/eller metoder de aktuelle varer, tjenesteydelser og/eller bygge og anlægsarbejder er tilvirket samt
- Hvilke materialer, der indgår i opfyldelsen af Kontrakten.
Leverandøren skal desuden redegøre for, om Leverandøren ved sin adfærd kan påvirke opfyldelsen af de nævnte krav, herunder gennem valg af underleverandører eller valg af dele til det leverede.
Redegørelsen skal i fornødent omfang være ledsaget af attester om produktionsprocesser og metoder samt materialevalg.
Redegørelse m.v. skal være Svendborg Kommune i hænde senest 10 arbejdsdage efter, at Svendborg Kommunes anmodning er afsendt, medmindre andet konkret aftales. Fristen kan dog maksimalt forlænges til 20 arbejdsdage. Leverandørens (og eventuelle underleverandørers) omkostninger ved udarbejdelse og fremsendelse af dokumentation m.v. er Svendborg Kommune uvedkommende.
5. Sanktioner
5.1. Ophævelse
Svendborg Kommune kan ophæve Kontrakten helt eller delvist ved Leverandørens væsentlige misligholdelse. Følgende, men ikke begrænset hertil, anses altid for væsentlig misligholdelse:
- Hvis Leverandøren ved opfyldelsen af Kontrakten ikke opfylder alle krav i pkt. 3.
- Hvis Leverandøren ikke overholder redegørelseskravene i pkt. 4 eller 5.
Svendborg Kommune kan på trods af misligholdelse vælge ikke at ophæve Kontrakten, uden at dette dog medfører, at Svendborg Kommune mister sine rettigheder efter dette bilag. Svendborg Kommune foretager en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, herunder af hvorvidt der skal indledes dialog med Leverandøren.
5.2. Bod og erstatning m.v.
Leverandøren kan ifalde bod ved overtrædelse af pkt. 3. Boden pr. påbegyndt arbejdsdag svarer til 1 promille af den årlige forventede rammeaftalesum, dog minimum 1.000 kr. pr. dag, indtil overtrædelsen er bragt til ophør. Beløbet kan modregnes i Leverandørens vederlag.
Leverandøren kan ifalde bod ved overtrædelsen af pkt. 4 og 5. Boden pr. påbegyndt arbejdsdag svarer til 2 promille af den årlige forventede rammeaftalesum, dog minimum 2.000 kr. pr. dag], indtil Leverandøren har imødekommet Svendborg Kommunes påkrav. Beløbet kan modregnes i Leverandørens vederlag.
Leverandørens betaling af bod udelukker ikke Svendborg Kommune fra at kræve erstatning af Leverandøren efter dansk rets almindelige regler. Svendborg Kommune er berettiget til at tilbageholde vederlag med henblik på at tilgodese berettigede krav fra Leverandørens eller underleverandørers ansatte.