Få en virksomhedspraktikant

Vil du række en hånd ud til en jobsøgende, give erfaringer videre og få nye indsigter? Så kan du overveje at åbne døren op for en virksomhedspraktikant.

Virksomhedspraktik

Hvad er en virksomhedspraktik? 

Virksomhedspraktik er et forløb, hvor personen i en tidsbegrænset periode arbejder i en privat virksomhed eller offentlig organisation. Det er tiltænkt personer, som har udfordringer ved at opnå eller fastholde job på normale vilkår. 

Personen får ikke løn, men fortsætter på sin ydelse (f.eks. dagpenge/kontanthjælp). Derudover skal personen stadig søge det antal jobs, der er aftalt med os i jobcenteret. 

Der skal forud for etableringen af et praktikforløb aftales det præcis formål med virksomhedspraktikken. Der skal yderligere, så vidt det er muligt, aftales, at praktikken kan kombineres med eller efterfølges af løntimer, hvor borgeren ansættes som ordinær lønmodtager. Hvis disse løntimer foregår samtidig med praktikken, skal de være i en anden arbejdsfunktion.  

Du kan oprette en virksomhedspraktik gennem VITAS

Hvad er fordelene ved en virksomhedspraktikant? 

  • I får muligheden for at give erhvervserfaringer og kompetencer videre til en jobsøgende
  • I får nye indsigter i jeres egen virksomhed gennem praktikanten 
  • I får chancen for at afprøve en potentiel kollega forud for en ansættelse
  • I støtter op om personer, som har udfordringer ved opnå eller fastholde et job

Hvor længe varer en virksomhedspraktik? 

Længden på forløbet kan variere på baggrund af nogle forskellige parametre: 

  • Størstedelen af ledige kan komme i virksomhedspraktik i 4 uger 
  • Sygedagpengemodtagere, førtidspensionister, fleksjobbere, aktivitetsparate og modtagere af revalidering samt ressourceforløbsydelser kan komme i virksomhedspraktik i 13 uger med mulighed for forlængelse 

Der skal så vidt det er muligt laves en aftale om fastansættelse med praktikanten under eller efter praktikforløbet. 

Vedrørende aftaler i forbindelse med løntilskud, skal du huske at kontakte os i jobcenteret. Man må ikke ansætte en person, som man har haft i virksomhedspraktik i et løntilskudsforløb, uden at aftale det med jobcenteret. 

Vil du gerne åbne døren op til jeres virksomhed? Kontakt os og få en uforpligtende snak om muligheder og kandidater. 

Du kan læse mere om virksomhedspraktik på Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekrutterings hjemmeside

Værd at vide

Kontakt Virksomhedsservice