EU sender stort millionbeløb til kæmpe fynsk naturgenopretningsprojekt
De 10 kommuner i den fynske region, Naturstyrelsen Fyn, Miljøstyrelsen, Amphi Consult, Skovskolen, FGU Fyn og Naturama står bag biodiversitets-projektet LIFE Ring, som har et budget på 119 mio. kroner og kommer til at løbe over de næste otte år.
Nu kan både guldblomme, klyder, vandsalamandere, strandtudser og yderligere 12 truede og sårbare arter godt begynde at glæde sig.
Siden 2020 har de fynske kommuner, Ærø, Langeland og Naturstyrelsen arbejdet på at få skabt et fælles biodiversitetsprojekt, der skal styrke kommunernes naturkvalitet og hjælpe truede og sårbare dyr og planter. Og nu er finansieringen endelig på plads.
Projektet har netop fået tilsagn om økonomisk støtte fra EUs ”Nature and Biodiversity”-pulje på ca. 80 mio. kroner, og de resterende 39 mio. kroner finansieres af de deltagende partnere. Derudover bidrager Aage V. Jensen fonden med yderligere 4 millioner kroner.
”Det er intet mindre end fantastisk, at EU har kunnet se potentialet i dette projekt, og at vi nu for alvor kan komme i gang. Det er uden tvivl det største fynske naturgenopretningsprojekt, og det er helt unikt, at alle de deltagende parter har forpligtet sig til at arbejde på tværs af kommunegrænser til gavn for naturen. Det kommer til at betyde, at vi virkelig kan rykke på biodiversiteten og være med til at opnå gunstig bevaringsstatus i de konkrete Natura 2000-områder,” siger Søren Kristensen (V), formand for Teknik- og Miljøudvalget i Faaborg-Midtfyn Kommune.
Faaborg-Midtfyn Kommune er projektleder på LIFE Ring.
Naturen er ligeglad med kommunegrænser – Fyn er én natur
Som baggrund for projektet er der gennemført en analyse, der kortlægger en meget bred vifte af truede arter på Fyn, Langeland og Ærø.
Analysen viser, at der på Fyn, Ærø og Langeland findes mange små og flere mellemstore naturområder med meget små og vigende bestande af truede og sårbare arter.
Fælles er, at den værdifulde natur ligger spredt i landskabet som små isolerede øer uden naturlige forbindelseslinjer og korridorer, hvor truede arter kan etablere sig og spredes naturligt.
Naturen er som udgangspunkt ligeglad med administrative kommunegrænser. Derfor er en af hovedpointerne i projektet at anskue Fyn som en stor fælles natur, og at et strategisk fynsk samarbejde på tværs af kommunegrænser med involvering af alle kommuner er nødvendigt for at standse tilbagegangen i biodiversiteten på Fyn.
Som en del af projektet udarbejder kommunerne en fælles fynsk biodiversitetsstrategi, der skaber en kobling mellem projektet og Byregion Fyns strategiske mål for biodiversitet under Klima, Miljø og Grøn omstilling. Strategien sikrer et stærkt fynsk samarbejde og fællesskab om naturen på Fyn i et længere tidsperspektiv.
Vandløb
Robuste og gode levesteder
Projektets mål er at skabe gode, varierede og robuste levesteder til karakteristiske og sjældne dyr og planter.
”I dette projekt kommer vi til at genoprette naturen ved at skabe nye levesteder til truede og sjældne arter. Vi genopretter over 1000 ha natur og skaber ca. 300 ha ny natur, og dertil udsætter vi truede og sjældne arter. På den måde sikrer vi, at de sjældne og truede arter får de bedste betingelser for at leve,” forklarer Søren Kristensen.
Skydes i gang til september
LIFE Ring-projektet skydes i gang fra september 2024 og kommer til at løbe frem til år 2032.
Det samlede projekt sikrer blandt andet:
- Forbedring af 1.045 ha eksisterende natur og 43 km vandløb og etablering af 322 ha ny natur fordelt på 27 projektområder
- Forbedring af naturtilstanden for 17 forskellige naturtyper
- Forbedring af levesteder for 16 forskellige arter: Mygblomst, guldblomme, strandtudse, klokkefrø, spidssnudet frø, stor vandsalamander, klyde, dværgterne, havterne, fjordterne, alm. ryle, splitterne, vibe, rødben, pigsmerling og tykskallet malermusling
- Indsatser i 15 Natura 2000-områder
- En fynsk biodiversitetsstrategi, der binder naturen på Fyn sammen
- Øget formidling af biodiversitet via uddannelsesinstitutioner og Naturama.
Der har allerede været indledende dialog med lodsejere, som intensiveres, når projektet går i gang.
Herefter skal indsatserne myndighedsbehandles, og der skal findes entreprenører, inden arbejdet i felten kan begynde. Vi forventer at de første anlægsarbejder sker om to år.
Der vil senere blive oprettet en hjemmeside, hvor man kan læse meget mere om projektet.
Om deltagerne i projektet
Alle fynske kommuner, Ærø, Langeland og Naturstyrelsen Fyn gennemfører naturgenopretningen.
Naturama – står for skoletjeneste og formidling af projektet både på Naturama og i felten.
FGU Fyn via Fyns Laksefisk etablerer en vandplanteskole – der skal dyrke vandplanter til udplantning i vandløb og opformere elritser som værtsfisk for malermuslingens larver.
Skovskolen ved Københavns Universitet – står for efteruddannelse af fagfolk til daglig drift i projektområderne.
Amphi Consult bidrager med ekspertviden omkring padder.
Miljøstyrelsen står for monitorering af indsatsernes effekt på naturtyper og udvalgte arter.