Stem på dine favoritter til SVENDBY-Puljen

I år skal svendborgenserne selv være med til at bestemme, hvilke initiativer der skal have del i SVENDBY-Puljen. 20 spændende projekter er i spil.

Nyhed

Igen i år har borgere og lokale foreninger i Svendborg by sendt en perlerække af kreative og inspirerende ansøgninger afsted til SVENDBY-Puljen.

SVENDBY-Puljen, som har til formål at skabe liv og fællesskab i byen, er på ca. 600.000 kr. Der er søgt for mere end 800.000 kr., og derfor skal der stemmes om, hvilke projekter der skal have del i puljen.  

Alle borgere i Svendborg by opfordres til at stemme på deres favoritter blandt 20 indstillede projekter, som spænder fra grønne initiativer og sociale mødesteder til kultur- og sportsarrangementer og bydelsfester.

Afstemningen foregår digitalt på borgerinddragelsesplatformen deltag.svendborg.dk i perioden 1. oktober til og med 21. oktober. Man skal bo i Svendborg by for at stemme.

SVENDBY-Puljen er Svendborg bys pendant til lokalrådenes borgerbudgetter. Borgerbudgetterne er lokale puljer, som borgerne i kommunens lokalområder kan søge til projekter. Da Svendborg by ikke er organiseret i lokalråd, er SVENDBY-Puljen oprettet for at give borgerne i byen samme mulighed for at få indflydelse på deres nærområde.

Afstemningsmøde

Som en del af afstemningen inviterer Svendborg Kommune desuden til et fysisk afstemningsmøde, hvor man kan høre mere om de forskellige projekter og ikke mindst få hjælp til den digitale afstemning.

Det foregår 8. oktober i Frivillighuset på Kvægtorvet kl. 18.30-20.30. Der vil være en let servering og drikkevarer.

Programmet byder på:

  • Velkomst og introduktion til SVENDBY-puljen
  • Kort præsentation af projekterne
  • Direkte møde med ansøgerne og mulighed for at stille spørgsmål
  • Hjælp til den digitale afstemning, så alle kan være med!

Læs mere om begivenheden her.

Foto: Jon Spangsvig