Svendborg nomineret til prestigefuld pris

Vandet kommer. Men i stedet for at holde det ude vil man i Svendborg flere steder invitere det våde element ind over kajkanten. Den strategi er nu nomineret til en national pris for byplanlægning.

Nyhed

Tre sluseporte, som ville kunne holde hele havnen tør, selv hvis vandet skulle stå 3 meter over daglig vande. En samlet blå kant. Sådan lød den første vision for klimasikringen af Svendborg Havn. Siden blev man klogere, og i dag er kursen en ny.

Kanten er blevet til zoner, hvor vandet får lov til at oversvømme udvalgte steder, mens andre holdes tørre for at beskytte kulturarv og by. Alt sammen i kombination med gode uderum og forbindelse langs og til vandet for byens borgere og gæster. 

For dén strategi er Svendborg Kommune nomineret til Byplanprisen, som Arkitektforeningen og Dansk Byplanlaboratorium hvert år uddeler til en kommune, region eller organisation, som har gjort en særlig indsats for at fremme gode, bæredygtige og innovative bymiljøer.

En inspiration for andre kystsamfund

I år sætter prisen fokus på klimatilpasning, der både tager hensyn til miljøet og sikrer høj livskvalitet gennem gode og smukke fysiske rammer i byerne.

Svendborg gør sig ifølge dommerkomitéen bemærket ved at ”vise andre kystsamfund, hvordan man kan arbejde tilpasningsdygtigt med vandet som rekreativt element, der tager hensyn til både klimaforandringer og lokal identitet,” som der står i nomineringen.  

Og det er en nominering, som glæder formand for Plan- og Lokalsamfundsudvalget Arne Ebsen:

”Svendborg Havn er noget helt særligt. Den definerer hele byens tilblivelse, og den er en stor del af byens identitet. Derfor begyndte vi allerede for mange år siden at se på, hvad der skulle til for at beskytte den. I dag står vi med en nuanceret løsning, som ikke alene er billigere end den oprindelige, men også mulig at etablere i etaper. Det betyder blandt andet, at vi i højere grad kan tænke klimatilpasning ind, efterhånden som vi udvikler havnen, i stedet for at vi har lagt os fast på en stor og dyr løsning fra starten.”

Anders Tang Kjærved, chef for Byg og Byudvikling i Svendborg Kommune, er enig:  

”Nomineringen er en stor anerkendelse af både den politiske beslutning og det grundige forarbejde gennem mange år. Og så er vi utroligt stolte over, at Den Blå Kant er nomineret sammen med to så markante projekter, som hver især repræsenterer byplanlægning, når det er allerbedst.”

Svendborg Kommune er allerede i gang med at realisere strategien. Den første del af højvandsbeskyttelsen bliver de næste par år bygget ved Havnepladsen og Træskibshavnen. Her kombinerer projektet klimatilpasning for den sydlige del af havnen med en ny gangforbindelse over vandet.

Strategien for Den Blå Kant handler nemlig ikke kun om at håndtere de øgede vandmængder, men lige så høj grad om at binde havnen og byen bedre sammen og gøre vandkanten tilgængelig for alle. Det er de færdige byrum på Frederiksø og Nordre Kaj gode eksempler på. 

Et stærkt felt

De to øvrige nominerede projekter er dels Odenses transformation af den tidligere trafikerede Thomas B. Thriges Gade fra 4-sporet vej til en levende og attraktiv bydel med boliger, erhverv, letbane og offentlig parkeringskælder. Dels udviklingen af bydelen Nærheden i Hedehusene, hvor et tidligere industriområde er forvandlet til en tæt, stationsnær bydel med klimatilpasning og naturintegration som områdets grønne rygrad.

Vinderen af Byplanprisen 2024 afsløres og fejres på årets Byplanmøde i Odense i 3.-4. oktober.

1 / 2

Visualisering af den nye strategi med blå zoner og beskyttede zoner. Det turkise felt markerer, hvor vandet vil stå ved tre meter over daglig vande (kote 3). 

Visualisering af en oversvømmelse til 3 meter over daglig vande, hvis vi ikke gør noget. 

1 / 3

Bendixens og Havnekontoret. Oversvømmelse i 2019.

Havnepladsen. Oversvømmelse i 2019.

Boliger i Kullinggade. Oversvømmelse i 2022.