Dagplejeren Michelle
"Jeg føler, at jeg gør en kæmpestor forskel i mit arbejde. Jeg spiller en stor rolle i børnenes første leveår. Jeg er med til at danne rammerne og fundamentet for resten af deres liv, hvis de får den tryghed de har brug for".
Michelle har været ansat som dagplejer i eget hjem siden 2020 og har oprindeligt en baggrund som sygeplejerske. Michelle er dagplejer for 4 børn i alderen fra 0-3 år. Derudover har hun et femte barn i gæstepleje.
Hvad er det bedste ved dit arbejde og din arbejdsplads?
- Noget af det bedste ved mit arbejde er, at jeg arbejder herhjemme, og at det er med de helt små. Der er en stor fleksibilitet i mit arbejde; jeg kan planlægge min dag ud fra den børnegruppe jeg har, og ud fra, hvordan børnene har det. F.eks. kan jeg planlægge, at vi skal udenfor i morgen, hvis børnene er oplagte til det. Der er meget selvstændighed i mit arbejde, hvilket er virkelig rart. Selvfølgelig er der nogle rammer omkring det, fordi jeg har en pædagogisk teamleder, og der er noget fagligt indhold, vi som dagplejere skal leve op til. Men hvis jeg har nogle børn, som måske ikke lige har det så godt, så kan jeg altid justere på noget andet. Som dagplejer har man få børn, og dét gør, at der kan tages hensyn til hvert enkelt barn.
Hvilken forskel er du med til at gøre i dit arbejde?
- Jeg føler, at jeg gør en kæmpestor forskel i mit arbejde. Jeg spiller en stor rolle i børnenes første leveår. Jeg er med til at danne rammerne for resten af deres liv; hvis de får den tryghed de har brug for, så danner det et stort fundament for deres liv. De fleste småbørn tilbringer størstedelen af deres vågne timer i dagpleje eller vuggestue, så det er vigtigt, at det er et sted, hvor de føler sig trygge og har det godt.
- Min pædagogiske teamleder er her i det omfang, jeg har brug for det; jeg kan altid komme i kontakt med min teamleder. Der er nogle faglige guidelines, vi skal følge. F.eks. når vi tager imod et nyt barn. Her hjælper teamlederen med at starte barnet godt op i dagplejen. Som dagplejer får man også en god oplæring. Men ellers er det et meget selvstændigt job, og det kan jeg rigtig godt lide. Særligt, hvis et barn har en dårlig dag eller er småsløj, så kan vi udskyde planerne for dagen, til en anden dag. Så vil jeg meget hellere finde på noget andet hyggeligt herhjemme, som alle børnene har det godt med. Det er rart, at jeg ikke skal hive børnene igennem noget, som de ikke trives i.
- Vi går i noget, der hedder legestue, hver anden fredag. Her mødes vi med 3 andre dagplejere, og vores børn lærer hinanden at kende på kryds og tværs. Vi mødes enten på den lokale legeplads eller i hinandens haver, hvor børnene kan lege sammen. Børnene lærer også at være en del af en større gruppe, hvilket forbereder dem til at skulle i børnehave.
Hvad skal der til for, at du trives i jobbet?
- For at jeg trives godt i jobbet, skal jeg føle, at der er tilstrækkelige ressourcer til, at jeg kan være nok for børnene. Lad os nu sige, at jeg pludselig skulle passe 8 børn på én gang, så ville der jo ikke være ordentlige vilkår i dagplejen. Men så længe, jeg føler, at jeg kan leve op til at være der nok for børnene, så skaber det virkelig en god jobtilfredshed for mig. Det betyder meget for mig, at jeg kan se forældrene i øjnene, når de henter deres barn og sige, at deres barn har haft en virkelig god dag, fordi jeg har været her. Og hvis de har haft det lidt svært, så at kunne sige, at der har været tid til at sidde på gulvet og kramme dem.
"Noget af det bedste ved mit arbejde er, at jeg arbejder herhjemme, og at det er med de helt små. Der er en stor fleksibilitet i mit arbejde; jeg kan planlægge min dag ud fra den børnegruppe jeg har, og ud fra, hvordan børnene har det".
Om Dagplejen
Dagplejen i Svendborg Kommune er et dagtilbud for ca. 400 børn. I dagplejen indskrives barnet i et dagplejehjem. Alle dagplejere deltager i obligatoriske heldagslegestuer. Denne kombination af dagplejehjem/heldagslegestue danner grundlag for det, der er kernen i dagplejen: børnenes trivsel, læring, udvikling og dannelse i det lille - og i det store fællesskab.
Dagplejen i Svendborg Kommune har 116 medarbejdere.
Dagplejen er en del af Dagtilbudsområdet, som foruden dagplejen også består af 27 børnehuse. Der er ca. 980 medarbejdere ansat på Dagtilbudsområdet.