Pædagogen Mathias
"Jeg brænder for at få børnene til at rykke sig udviklingsmæssigt svarende til det alderstrin, de er på. Fx at de lærer selv at tage deres jakke på. Det er fedt for børnene at vide, at de kan"
Fortæl lidt om dig selv.
- Jeg hedder Mathias, og jeg har været ansat som pædagog i Eriksholm Børnehus - Thurø siden 2022.
Hvad er det bedste ved dit arbejde og din arbejdsplads?
- Det vigtigste for mig er, at jeg har nogle gode kolleger, som jeg har det godt socialt og fagligt med. De to ting skal gerne gå hånd i hånd. Der sker udskiftning i børneflokken, i takt med, at børnene vokser, så det vigtigste er, at man har det godt sammen med sine kolleger – arbejdsmiljøet skal være rigtig godt. Jeg har det rigtig godt med alle mine kolleger, og er rigtig glad for at være her. Det er en stor motivationsfaktor for at gå på arbejde, at jeg har nogle gode kolleger, og at vi hjælper hinanden.
- Det psykiske arbejdsmiljø er rigtig godt her. Der er ikke noget, man skal være bange for. Man kan også sagtens komme med noget kritik, eller efterkritik. Jeg har selv fået noget, og har også selv givet noget. Der er en psykologisk tryghed som gør, at man ikke skal være bange for at sige noget, til nogen. Når vi får en ny kollega eller en vikar ind, så hører vi ofte, at det er et sted, man godt kan lide at komme. Man bliver sat godt ind i tingene og får hurtigt fortalt, hvilken jargon, der er. Jargonen er meget løs og vi laver en del sjov – det gør, at der er rigtig god stemning. Men vi ved også, hvornår noget er alvor, og hvornår det ikke er tid til at lave sjov. Der er en god balance med plads til begge dele.
Hvilken forskel er du med til at gøre i dit arbejde?
- Jeg brænder for at få børnene til at rykke sig udviklingsmæssigt svarende til det alderstrin, de er på. Nogle børn er selv i gang med at lære at skrive deres navn, og når jeg ser, at de kan dét, så er det fedt. Andre børn er i gang med at øve sig i at holde rigtigt på en blyant; det kan også være rigtig fedt at lære. Det kan også være det helt lavpraktisk som, at de lærer at lyne deres jakke selv, eller selv tage deres jakke på. Det er en kæmpe succes. Og det er fedt for børnene at vide, at de kan.
- Jeg håber også, at jeg kan være med til at give dem tryghed. Det gælder både for børnene og forældrene. Vi arbejder meget på, at forældrene skal føle en tryghed og vide, at børnene er i sikre hænder. Jeg siger også til forældrene, at de altid har mulighed for at ringe eller skrive til os i løbet af dagen. Specielt hvis det har været en dårlig aflevering, så siger vi ’husk at telefonen er åben’. For det er vigtigt, at man kan gå på arbejde med ro i sindet. Som far til 3 børn, ved jeg selv, hvordan det kan føles, hvis jeg har afleveret børnene, når de har været kede af det, eller hvis det har været en dårlig morgen.
Hvilke muligheder har du for at videreudvikle dig og din faglighed?
- Vi har for nylig været på et kursus om bevægelse og leg, der blev holdt på Ollerup Gymnastik Højskole. Her fik vi værktøjer og metoder, som vi kan bruge i vores daglige arbejde. Jeg fik f.eks. meget ud af at lære at bruge bevægelser i historiefortællinger. Generelt er der masser af materiale tilgængeligt for os, som vi kan vælge at gøre brug af. Jeg bruger det ofte og finder f.eks. inspiration til nye sjove lege.
- Hver måned bruger vi i teamet 2 timer på planlægning. Jeg synes, at det er rart med en plan for, hvad vi skal i den kommende tid. Vi ved, hvem der gør hvad. Vi planlægger aktiviteter ud fra et årshjul. I den kommende tid er der meget fokus på påske. Jeg kan også godt lide, at vi får lov til at være med til at deltage i udviklingsmøder, og møder tværfaglige samarbejdspartnere. Vores leder er også med til at udvikle os fagligt, da han også har en pædagogisk baggrund. Vi kan bruge ham til at sparre med. Det er fedt, at han også er tilgængelig på den måde.
"Det er en stor motivationsfaktor for at gå på arbejde, at jeg har nogle gode kolleger, og at vi hjælper hinanden"
Om Eriksholm Børnehus - Thurø
Der er 13 medarbejdere i Eriksholm Børnehus - Thurø, hvor Mathias arbejder.
Dagtilbuddet på børneområdet i Svendborg Kommune består af 27 børnehuse og 4 dagplejesektioner. Der er ialt ca. 980 medarbejdere.