Sygehjælperen Susanne
"At hun efter nogle dage kan genkende mig og faktisk kan huske vores lille snak, selvom hun er meget dement. Det giver noget til arbejdsdagen og jeg bliver så glad indeni."
Kan du fortælle lidt om dig selv om dine arbejdsopgaver?
Jeg er uddannet sygehjælper i 1988 og har været ansat her på Bryghuset siden 2007. Alle vores afsnit er for borgere med en demenssygdom. Jeg arbejder på 3. sal. Og så har jeg været Arbejdsmiljørepræsentant på Bryghuset i mange år. I det daglige har jeg desuden forskellige roller som nøgleperson. Jeg er også med til at tage imod nogle af de elever, vi får her på Bryghuset. Det synes jeg er spændende.
Jeg har tidligere arbejdet på Plejecenter Thurøhus, så jeg har rundet de 25 år her i Svendborg Kommune.
Hvorfor lige Bryghuset?
Det er et inspirerende sted at arbejde her på Bryghuset. Jeg har været med til opbygningen af Svendborg Demensby og været med til at etablere den demensvenlige lukkede have her på Bryghuset. Så der er sket meget og jeg har været med til rigtig mange ting.
Hvad er det bedste ved dit arbejde og din arbejdsplads?
Det er et godt sted at arbejde, og vi gør vores bedste for borgerne hver eneste dag, og det tænker jeg på hver dag, når jeg går på arbejde. Jeg tænker altid, at i dag skal jeg gøre det bedste jeg kan.
"Når jeg ser de bitte, bitte små ting, der sker med en borger og at det lykkedes at få fx en kontakt eller relation til en borger, der har en meget svær demens. Ja så er det altså bare fantastisk. Så giver mit arbejde så meget mening"
En dag var jeg nede at arbejde på en af de andre etager. Her var der en dame, som jeg genkender fra dengang jeg passede hendes mand. Vi snakker lidt og så siger jeg til hende, at det faktisk er lidt sjovt fordi jeg har passet hendes mand. Det smiler hun lidt af. Nogle dage efter skal jeg ned forbi afdelingen igen og da jeg går forbi hende, så kommer der lige en arm ud og griber fat i mig. Så spørger hun mig om det ikke var mig, der havde passet hendes mand. Det er fantastisk de øjeblikke. At hun efter nogle dage kan genkende mig og faktisk kan huske vores lige snak, selvom hun er meget dement. Det giver noget til arbejdsdagen og jeg bliver så glad indeni.
Mit arbejde er også godt, fordi der ikke er to dage, der er ens. Man kan godt møde ind om morgenen med en forestilling om, at det skal dagen gå med. Men så er der måske en borger, der er faldet, eller der er sket noget andet. Så der er ikke to dage, der er ens, når du arbejder med mennesker.
Hvilken forskel er du med til at gøre?
Det bedste ved mit arbejde er, at jeg kan se, at jeg gør en forskel. Det at jeg bliver genkendt af vores beboere, hvor mange har en svær grad af demens, det betyder rigtig meget. Det kan godt være, at de ikke lige kan se, at nu kommer Susanne, men de kan se, at her kommer der en, som de har set før. og hun vil dem det godt. Det, at man som personale bliver genkendt af beboerne, det betyder rigtig meget.
Der er en af vores beboere, der har svært ved at komme ud af sengen, og her lokker jeg altid med kaffe. Ej skal du ikke lige op, så vi kan få os en tår kaffe sammen. Det er blevet sådan en rutine, at jeg siger det med en tår kaffe, når jeg kommer ind til hende. Så en dag, da jeg kommer ind til hende – så siger hun lige så glad - Ej hvor er det godt du kommer – vi skal have noget kaffe. Så er hele min dag reddet, når man når så langt, at man kan få en relation til en borger, der er meget ramt af demens. Jeg bliver glad for, at jeg kan være med til at give beboerne nogle små stjernestunder hver eneste dag.
Hvilke muligheder har du for at udvikle dig i jobbet?
Der er hele tiden noget nyt som jeg skal sætte mig ind i. Det synes jeg er spændende og sjovt. Jeg kan også stadig lære noget af f.eks. vores elever. De kommer ude fra og ser tingene på en anden måde, end jeg gør. Det synes jeg er sjovt. Eleverne reflekterer på en anden måde, end jeg har lært at reflektere. Og nogle gange siger jeg – gud det har jeg slet ikke tænkt over, hvor er det godt, at du siger det. Hvis man er åben både for læring og for at udvikle sig fagligt, så er Svendborg Kommune et rigtig godt sted at være.
Vores uddannelse som vi får løbende på ældreområdet, det hjælper også med, hvordan vi skal møde borgere med demens. Og jeg har jo været igennem mange forløb hernede på Bryghuset. Det her med, at vi lærer at sætte os i borgerens sted. De forløb har givet mig rigtig, rigtig meget.
Hvilken grad af indflydelse har du på egen arbejdstilrettelæggelse?
Der var der ingen problemer med at få fri, hvis der fx sker noget i familien, der gør at man har behov for at bede om fri. Det betyder bare enormt meget, at arbejdspladsen er fleksibel, hvis der er perioder i livet, hvor tingene er lidt svære. Det oplevede jeg selv på egen krop, da min far gik bort. Når man er et sted, hvor det er nemt at få fri, når noget brænder på, så er det også nemt den anden vej og sige ja til at hjælpe til, hvis der er behov for ens hjælp på arbejdet. Det betyder bare rigtig meget, at der er forståelse for ens private liv og hvordan man har det.
Jeg smiler næsten altid, når jeg taler om mit arbejde. Det giver mening og det er fedt også at være med til at implementere forskellige løsninger på afdelingerne, der også er med til at gøre hverdagen nemmere for mine kolleger.
"Jeg bliver glad for, at jeg kan være med til at give beboerne nogle små stjernestunder hver eneste dag."
Om Bryghuset - Svendborg Demensby
Der er ialt godt 140 medarbejdere på Bryghuset, som rummer 125 boliger.
Ældreområdet i Svendborg Kommune består af 16 plejecentre og 13 hjemmeplejesektioner. Der er ialt godt knap 1900 medarbejdere ansat.